Hovedkarakteren i 'Storgangsterens sidste kup' Gustave Minda, kaldet Gu, er en gangster af den gamle skole. Mord, vold og forbrydelser er hans arbejde, men han er sine forbrydervenners ven, holder aftaler og vil hellere dø end at være stikker. Han bryder i filmens åbningsscene ud af fængslet, kontakter sin gamle forbrydergruppe og deltager i et platinbarre-kup, der gennemføres med præcision og dygtighed.
Men en ihærdig politikommisær optrævler banden, og det kommer til at se ud som om, at Gu har sladret om sine kammerater. Med en sidste kraftanstrengelse slipper Gu endnu engang ud af fængslet, ikke for at erobre friheden, men kun for med dette sit ”andet åndedræt” at rense sig for mistanken om stikkeri. Melville er optaget af gangsternes æreskodeks, der ikke afholder nogen fra at plaffe et par sagesløse politivagter ned, men som nådesløst må fordømme den, der bryder sammen under et politiforhør og begynder at nævne navne. Melville oplevede med ’Storgangsterens sidste kup’ sin hidtil største succes.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere