Filmen 'The Trip to Italy' handler om de britiske skuespillere Steve Coogan og Rob Brydon.
De er gode venner, rivaler og først og fremmest komikere, hvilket kom til skue for fire år siden, da makkerparret kørte de engelske landeveje tynde for at anmelde mad for The Observer.
Nu har selvsamme avis bestilt endnu et road trip, og denne gang går turen til Italien, hvor det kræsne makkerpar skal indtage måltider på seks forskellige velansete restauranter, mens de fører løsslupne samtaler over bordet. Missionen indebærer selvfølgelig også diverse turistattraktioner, analyser af tilværelsen samt flere møder med det andet køn.
’The Trip to Italy’ er fortsættelsen til The Trip, der startede som en BBC-serie, og som med stor succes blev klippet om til en film med premiere på Toronto Film Festival i 2010. Efterfølgeren er også oprindeligt en serie og har endnu engang instruktøren Michael Winterbottom bag kameraet til at fange de mange improvisationer.
Steve Coogan og Rob Brydon er selvsagt tilbage i centrum som de selvhøjtidelige berømtheder, der småskændes og parodierer sig igennem tilværelsens vigtige emner såsom mad, kvinder og ikke mindst dem selv. (copyright: kino.dk)
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere