Efter skandale: Her er den nye Sonic-trailer
Da traileren til videospilfilmatiseringen af Sonic the Hedgehog ramte nettet for et halvt år siden, var reaktionerne fra fans mildest talt ikke gode. Nu er en ny og ændret trailer netop blevet lanceret.
'Sonic the Hedgehog' bygger på Segas maskot og mange spil, der satte fart over platformgenren. Filmversionen transporterer det lynhurtige, blå pindsvin til vores verden, hvor han møder politibetjenten Tom.
Samtidig står han over for sin ærkefjende, Dr. Robotnik, der spilles af komedie-legenden Jim Carrey.
Alt lå lige til højrebenet for filmversionen med et så populært forlæg, men designet af Sonic mødte hård kritik fra fans overalt, og især hans mere pindsvine-agtige look, de lange arme og ben samt mennesketænderne blev fremhævet. Det fik filmskaberne til at gå i tænkeboks og redesigne titelkarakteren. Dermed blev filmens premiere også skubbet.
Det betyder, som vi kan se i den nye trailer, at Sonic har fået sine karakteristiske store tegneserie-øjne tilbage, som man husker fra spillet i 1990erne.
Men hvad synes du om Sonics makeover? Sidder den i skabet denne gang?
Sonic the Hedgehog får premiere den 13. februar.
Sonic i trailer #2 og Sonic i trailer #1.