Første trailer til 'Margrete den Første': Trine Dyrholm møder 'Game of Thrones'
Der er i den grad schwung på den første lange og episke trailer til Charlotte Sielings historiske drama Margrete den Første, hvor dronningen af dansk film, Trine Dyrholm, indtager den royale titelrolle.
'Margrete den Første' foregår i 1402, hvor én kvinde står i spidsen for et nyt nordisk stor-rige. Margrete den Første har nemlig samlet Danmark, Norge og Sverige i én union, som hun egenhændigt styrer gennem sin adoptivsøn, kong Erik.
Unionen er omgivet af fjender, så Margrete planlægger derfor et ægteskab mellem Erik og den engelske prinsesse Philippa. En alliance med England vil nemlig kunne styrke Kalmarunionen og sikre den mod angreb.
Men da hendes ellers afdøde søn, kong Oluf, pludselig dukker op igen, trues hendes magtposition. Er det virkeligt, eller er det en konspiration for at vælte Margrete? Hun står over for et umuligt dilemma, der kan koste hende alt.
I øvrige roller ser man bl.a. Søren Malling, Morten Hee Andersen, Jakob Oftebro, Magnus Krepper, Thomas W. Gabrielsson.
Den ambitiøse film er instrueret og skrevet af Charlotte Sieling, der tidligere har stået bag filmen Mesteren.
'Margrete den første' er desuden åbningsfilm i Biografklub Danmarks næste sæson og har biografpremiere den 16. september.