Det her bliver vanvittigt: Se Nicolas Cage som Dracula i ny gyserkomedie

Se traileren til 'Renfield'
Renfield Nicolas Cage
(© Renfield (UIP))

Nicolas Cage har spillet et utal af legendariske roller i sin imponerende karriere. Det i så forskellige film som Wild at Heart, Leaving Las Vegas og Face/Off, videre til National Treasure, Kick-Ass og Pig.

Nu er turen kommet for den 58-årige skuespiller til at indtage rollen som den legendariske vampyr Dracula.

Man kan således opleve en blodsugende Nicolas Cage i gyserkomedien Renfield senere i år. Nu er filmens første trailer landet. Den byder på en god portion Cage-galskab. Se traileren øverst.

 

LÆS OGSÅ: De 5 største WTF-øjeblikke med Nicolas Cage

Filmen hedder dog ikke Dracula, men altså 'Renfield', hvilket er navnet på Draculas håndlanger, der spilles af Nicholas Hoult.

Der er bare lige det ved det, at Renfield virkelig hader sin blodsugende chef. Ja, hvordan håndterer man lige sin chef, når chefen er selveste Dracula?

Med andre ord er der lagt op til blodigt gys og komisk ballade, når Nicolas Cage her får lov til at give den fuld vampyr-gas med sylespidse tænder og i flyvende hopla.

En af Nicolas Cages bedste film og præstationer er sjovt nok den sorte komedie Vampire's Kiss fra 1988, hvor han spiller en mand, der tror, han er ved at blive til en vampyr. Denne gang gælder det dog den ægte vare!

'Renfield' har biografpremiere den 30. marts.

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)