Hvad er dystopiske film for noget?

Der venter dystre dystopier i biografen med både Denis Villeneuves længe ventede Blade Runner 2 samt den danske fremtidsfilm QEDA.

I den forbindelse kigger vi nærmere på den skræmmende genre, som spænder fra grumme tidsrejser over fremtidens megabyer til en verden, hvor du ikke kan stole på nogen.

En dystopi er med andre ord det modsatte af en utopi - altså en ideel verden eller samfund. Dystopien er derimod et skræmmebillede, der oftest - men ikke udelukkende - udspiller sig i fremtiden.

Ofte krydser disse undergenrer ind over hinanden, men her har vi forsøgt at danne et overblik over nogle af hovedstrømningerne inden for den dystopiske film.

Advarsel: Læs ikke videre, hvis du vil bevare et håb for fremtiden…

Ingen fremtid i sigte
Forestil dig en verden, hvor civilisationen er lagt i grus - hvor det er hver mand, kvinde og barn for sig selv. En verden, hvor det kun gælder overlevelse, og hvor fremtiden er noget, man frygter. Det perfekte scenarie for en omgang grum og grusom dystopi på film.

Se blot på Mad Max-filmene, hvor det hele startede i 1979 med en blot 23-årig Mel Gibson i titelrollen som den hævngerrige enspænder. Instruktøren George Miller genoplivede selv franchisen med den adrenalinboblende Mad Max: Fury Road i 2015. Her forsøges en gruppe gravide kvinder reddet i et goldt ødeland, hvor benzin er Gud, og vand er noget, man drømmer om.

Håbløsheden er i dén grad også intenst nærværende i den tragiske og post-apokalyptiske dystopi The Road. Her forsøger Viggo Mortensen i rollen som en hårdtprøvet far at overleve dag for dag med sin søn ved sin side i et livstomt USA, hvor sulten hærger og fremtiden er udslukt for håb.



Ordensmagtens magt
Du synes måske nok, at det kan være irriterende at få en bøde for at cykle uden lys, men i det dystopiske samfund er det ikke nok med blot en bøde. Her kan du vente dig at miste både arme, ben eller selve livet, hvis du bryder loven.

Se blot hvordan ordensmagten holder gaderne rene og de kriminelle i ave med film som den brutale RoboCop og den synth-tunge Escape from New York videre til den nyere Dredd, hvor der trækkes automatvåben for et godt ord, når skurkene skal majes ned frem for at sættes bag tremmer. Ordensmagtens beføjelser i Minority Report rækker endda så langt som til at fjerne de kriminelle fra gaden, inden de overhovedet har begået deres forbrydelse.



Dystopiske tidsrejser
Du skal passe på med at rode med tidsmaskiner, hvilket bør stå klart for alle, der har set tidsrejsefilm. Kombinerer du så det med dystopien, er du hurtigt ude i en omgang grum ballade på tværs af tid, hvor du risikerer at ende op et sted, du ikke ønsker at være.

En af de filmserier, der om nogen formår at forene tidsrejser med dystopien er Terminator-franchisen. Her rejses der lystigt på kryds og tværs af tid for at forhindre menneskehedens undergang. I Terry Gilliams 12 Monkeys rejser man tilbage i tiden for at komme en dødelig virus til livs, der ellers har lagt det meste af Jordens befolkning i graven.



Det totale overvågningssamfund
Hvis din værste frygt er at blive overvåget døgnet rundt eller at leve i en verden, hvor din frihed til at handle er begrænset af rigide regimer, så er der flere dystopiske film, der vil give dig mareridt.

I filmatiseringen af George Orwells bog 1984 finder man et totalitært regime, hvor alle overvåges i bedste Big Brother-stil - og hvor det er forbudt at forelske sig. Nej, ikke just et attråværdigt samfund. Det kan heller ikke siges om François Truffauts Fahrenheit 451, hvor alle bøger skal destrueres - og hvor en mand sendes på flugt, da han begynder at læse de forbudte bøger.

Overvågningstemaet har affødt flere film med samfund, du ikke ønsker at være en del af. Blandt andet i They Live, hvor befolkningen manipuleres til blot at forbruge og acceptere tingenes tilstand. I Brazil finder man en gennembureaukratiseret verden, hvor man ikke må træde udenfor normen, mens man i THX 1138 lander i et samfund, der kontrolleres af et robotpoliti og befolknings følelser undertrykkes.



Du kan ikke stole på nogen
Det er rart at kunne stole på sine medmennesker. Det er vel en af grundpillerne i et trygt samfund. Tænkt dig så et samfund, hvor du ikke kan stole på hverken din bedste ven eller din nabo. 

Med Invasion of the Body Snatchers-filmene befinder man sig netop i et samfund, hvor man ikke kan stole på nogen. Her er Jorden nemlig indtaget af mystiske rumvæsner, der tager bolig i menneskene og hermed truer med at overtage hele verden, inden nogen når at fatte mistanke.

I The Purge-serien er det en noget mere håndgribelig trussel, din nabo udgør. Her er præmissen nemlig, at samfundet er bygget nærmest rituelt op omkring én dag om året, hvor alt er tilladt - selv mord. På denne dag er det bare med at barrikadere sig - med mindre man naturligvis er den slags person, som vil tage del i drabelighederne.



Børn er verdens håb
I Alfonso Cuaróns tankevækkende og smukt kaotiske Children of Men befinder vi os i en nær fremtid, hvor kvinder ikke længere kan få børn - og hvad gør man så lige, hvis menneskeheden ikke længere kan reproducere sig?

Ja, og hvad gør man i et samfund, der deles op efter, hvor genetisk vellykket man er? Det er tilfældet i den kolde, kalkulerede og forførende Gattaca. Et samfund, hvor det kun er dem med den mest vellykkede DNA, der kan få opfyldt deres drømme. Ubehageligt.



Fremtidens megabyer
Hvordan mon byerne ser ud i fremtiden? I dystopier finder man både beskidte og overbefolkede byer modsat rene og rummelige - ofte i modspil med hinanden. Sådan er det i Fritz Langs Metropolis, hvor en mand lever i en harmonisk by, der står på skuldrene af en verden af undertrykte arbejdere.

I Elysium bor de mest velhavende mennesker i utopiske byer bygget i rummet, mens den overbefolkede og beskidte jord overlades til de mange og de fattige. I den japanske animationsfilm Akira er det en brusende, beskidt og bandefyldt megaby, man ankommer til og forlader forslået.

Det kan desuden nævnes, at man i den kommende QEDA ankommer til et København anno 2095, der er uden rent vand, mens L.A. i Blade Runner 2 er ramt af en grum klimakatastrofe.
 


De dystopiske lege
At man i dystopiske film må slås for sit liv er ofte en given ting - og i en række film er denne kamp for overlevelse helt håndgribelig. Se blot på den japanske Battle Royale, hvor man følger en flok high school-elever, der udvælges af regeringen til at deltage i den årlige kamp, hvor elever kæmper mod hinanden til døden, og kun én er tilbage.

Man finder en lignende præmis i Hunger Games-serien, hvor Katniss Everdeen må kæmpe for sit liv i de årlige Hunger Games. Arnold Schwarzenegger får benene på nakken i The Running Man, hvor han for underholdningens skyld skal kæmpe for sit liv i et drabeligt tv-koncept, hvor kriminelle sættes op mod professionelle dræbere. I The Maze Runner-franchisen finder de medvirkende sig selv i en lumsk labyrint, hvor døden venter om hvert et hjørne.

Den teknologiske fremtid
Fremtiden portrætteres som ikke videre håbefuld i dystopiske film, mens teknologien ofte også spiller en afgørende rolle. I Blade Runner jagter Harrison Ford i rollen som Rick Deckard replikanter – såkaldte androider, der både ligner og er skabt af mennesker, men er stærkere og mere adrætte. I Total Recall rejser Arnold Schwarzenegger på en virtual ferie, hvor han ender på Mars.

I The Matrix-serien finder man en simuleret virkelighed skabt af grumme fremtidsrobotter, hvor menneskeheden holdes fanget i kuvøser i troen om, at de lever i den virkelig verden. En lignende præmis finder man i Dark City, hvor en mand lever i en dyster verden uden sol og jagtes af mystiske mørkemænd, der kan ændre på virkeligheden og folks minder.

Las os håbe, at fremtiden ser en smule mere lys ud end i de nævnte film.