Sherlock Holmes 3 får premieredato

Mesterdetektiven og Watson er snart tilbage
Billede
(© Warner Bros.)

Et af nyere tids mest veloplagte bromance, Robert Downey Jr. og Jude Law, er snart tilbage på det store lærred.

Warner Bros. har netop meddelt premieredatoen på Sherlock Holmes 3, nemlig den 25. december 2020.

Datoen deler de med Sing 2, der tiltaler den yngre målgruppe, og ellers er konkurrencen primært at finde i Fantastiske skabninger 3 måneden før (formentligt også med Jude Law) og ikke mindst Avatar 2, der også udkommer december 2020. 

Treeren udkommer hele ni år efter den første og meget succesfulde etter, og syv år efter den mindre vellykkede fortsættelse A Game of Shadows.

Guy Ritchie, der instruerede de to første film er endnu ikke blevet tilknyttet projektet, og eftersom instruktørens sidste to film for Warner floppede (King Arthur, The Man from U.N.C.L.E.), er der en chance for, at han slet ikke vender tilbage. Ritchie er dog på vej med Disney-filmen Aladdin, der burde være sikre penge i banken.

Holmes og Watsons nye eventyr skal skrives af Chris Brancato, der tidligere har skrevet mørke sager som tv-serierne 'Hannibal' og 'Narcos'. Man kan derfor håbe, at Baker Street-parret skal løse en makaber mordgåde mellem de mange humoristiske og action-fyldte indslag.

Sherlock Holmes 3 forventes også at få dansk premiere den 25. december 2020.