Last Christmas bliver din næste romantiske julebesættelse!
Universal Pictures udsender næste år en ny romantisk julefilm baseret på Wham!'s udødelige klassiker, Last Christmas.
Instruktøren Paul Feig (Bridesmaids) har udtalt, at filmen udover at være kraftigt inspireret af George Michaels (1963-2016) hit også vil have andre sange af kunstneren på soundtracket - numre der aldrig før er blevet udgivet!
Handlingen finder sted i London, hvor den unge kvinde, Kate, forsøger at komme igennem tilværelsen med den ene dårlige beslutning efter den anden - deriblandt hendes job som alf i en butik, der kun sælger juleting året rundt.
Her møder hun tilfældigvis den perfekte Tom, der af uvisse årsager ser igennem Kates mange uheldige sider, og snart er London og de kolde måneder grundlag for en varm romance med masser af modstand.
Det lyder med andre ord som en ny højtids-klassiker for alle os, der bare skal se The Holiday, Bridget Jones's Diary og Love Actually hver evig eneste jul.
Emilia Clarke fra 'Game of Thrones' og Mig før dig skal spille Kate, mens den nye stjerne, Henry Golding, der har charmeret verden i Crazy Rich Asians spiller Tom. Udover de to vil Emma Thompson medvirke.
Last Christmas forventes at få dansk premiere den 14. november 2019.