It Del 3 kan være på vej
Der er ganske vist ikke noget konkret på tegnebordet, hvad angår en del tre om Pennywise. Ikke desto mindre er instruktøren Andy Muschietti - der står bag de to nye kapitler om dræberklovnen - åben for idéen om en ’It del 3’.
Muschietti er snart biografaktuel med It del 2 - den indtil videre sidste film over Stephen Kings historie om Pennywise og Tabernes klub.
Du kan købe dine billetter til ’It del 2’ herunder:
Det er dog ikke sikkert, at det er det sidste, vi ser til den grumme klovn.
Muschietti har nemlig netop udtalt til Gizmodo, at der er tilstrækkelig med mytologi bag kloven til at kunne lave endnu en film efter dette andet og ellers afsluttende kapitel, der er baseret på Stephen Kings roman ’Det onde’ eller på engelsk ’It’ fra 1986.
Instruktøren fortæller - BEMÆRK SPOILERS for de der ikke kender bogen allerede:
"Det onde (Pennywise) har været på Jorden i millioner af år. Han har været i kontakt med mennesker i hundredevis af år, hvert 27. år. Så du kan godt forestille dig mængden af materiale. Det er altid spændende at tænke på eventuelt at udforske denne mytologi. Men i øjeblikket er der intet på bordet."
Der er med andre ord mulighed for endnu en film i det uhyggelige univers, selvom anden del altså afslutter fortællingen med baggrund i bogforlægget.
Udover børneskuespillerne og instruktøren fra første film, byder 'Del 2' desuden på et par vaskeægte Hollywood-stjerner i Jessica Chastain, Bill Hader og James McAvoy som de voksne "tabere". Den ækle titelkarakter spilles igen af svenske Bill Skarsgård.
’It del 2’ har biografpremiere den 5. september.