De 10 mest sexede, mærkelige og morsomme striptease-filmscener

Vi varmer op til 'Hustlers'
Billede
(© SF STUDIOS)

I dag vender Jennifer Lopez tilbage til de store lærreder i en rolle, der allerede er blevet rost i udlandet... og nej, det er ikke bare fordi, hun tager tøjet af.

Hustlers handler nemlig om en samling strippere, der beslutter sig for at svindle sine kunder. Og J-Lo er hjernen bag det hele.

I anledning af filmens afklædte tema, har vi her kastet os over 10 af de mest mindeværdige striptease-scener fra filmhistorien. Vi præsenterer dem i kronologisk rækkefølge, og vi har blandet posen med både sexet, morsomt og småklamt indhold.


Pennies from Heaven (1981)
Herbert Ross’ musical fra 1981 med bl.a. Steve Martin har et fremragende soundtrack… men intet er mere fremragende end Christopher Walkens steppende striptease i morfar-underhyler, ankelsokker og med hatten på skrå. Strip må gerne være charmerende, rytmisk og morsomt.


Flashdance (1983)
Svejser om dagen, stripper om natten. En af filmhistoriens bedste dansefilm handler om den ambitiøse Alex, der drømmer om at blive ballerina, men som må igennem mange svedige nætter på podiet først. Heldigvis danser hun som en 80er-drøm, og stripscenen, hvor hun ender i et brusebad - er legendarisk!


9½ Weeks (1986)
Før mændene i ‘The Full Monty’ dansede Kim Basinger tøjet af til Joe Cockers sang ‘You Can Leave Your Hat On’. Konteksten er langt mere alvorlig med fortællingen om et erotisk og meget usundt spil mellem en mand og kvinde. Men instruktør Adrian Lyne kan bare noget med 80er-lyssætning, smukke kroppe og sultne blikke (se bare ’Flashdance’), og ’9½ Weeks’ blev forståeligt nok en kæmpe sensation.


Vamp (1986)
Crace Jones var strippende vampyrinde længe før Salma Hayek i ’From Dusk till Dawn’. Det skete i komedie-gyset ’Vamp’ om en flok studerende, der forvilder sig ind på en bar fuld af nattens yngel. Og som det jo er med frk. Jones kommer dansen med et dertilhørende syret over the top show - i fuld body paint.


True Lies (1994)
Jamie Lee Curtis spiller en sød kontormus, der drømmer om et vildere liv, hvilket hun i den grad får, da hendes mand - som er hemmelig agent - sender hende på en mission, hvor hun skal… strippe! Curtis rammer tonen mellem komik og sexet dans perfekt, og ja hun ligner IKKE en kontormus.


From Dusk till Dawn (1996)
Salma Hayek er diabolsk sexet som Santanico Pandemonium, der indtager scenen med vuggende hofter, misundelsværdige kurver og en slange over skuldrene. Scenen er et højdepunkt i Robert Rodriguez’ vampyr-film, der også byder på en tatoveret George Clooney og en smådebil Quentin Tarantino.


Striptease (1996)
Demi Moore i mandehabit, der giver den gas som veltrænet forføreriske til de blide toner af Annie Lennox og med nyindkøbte bryster. Filmen er næppe et mesterværk, men dens pulpede natur (og Burt Reynolds smurt ind i vaseline!) har sin helt egen charme.


The Full Monty (1997)
Et kæmpe hit verden over og en af de der møgcharmerende feel good-film om en gruppe britiske underdogs, der går alternativt til værks for at genfinde værdigheden i skyggen af Margaret Thatcher. Den klimatiske stripscene til Joe Cockers ‘You Can Leave Your Hat On’ er sin egen vægt værd i guld - også selvom den er langtfra sexet.


Sin City (2005)
Bruce Willis er hårdkogt noir-politimand. Baren er farlig og fuld af forbrydere. Og oppe på scenen står lille uskyldige Nancy (Jessica Alba) og giver den gas som enhver mands cowgirl-drøm med lasso og frynser. Endnu en Rodriguez-film med en stripscene, der faktisk kan noget.


Magic Mike (2012)
“It’s raining men”… og deriblandt Channing Tatum, Matt Bomer og Joe Manganiello. Scenen fra Steven Soderberghs drama om en flok mandlige strippere viser den glamourøse side af universet, som trak folk i biografen. Mandestrip der balancerer flot mellem det kitchede og det imponerende - rent dansemæssigt.


Hustler er aktuel i de danske biografer.