Stor guide til efterårsferiens mange film i biografen
I næste uge er der efterårsferie, og det betyder som altid en masse film i biografen. Der venter alt fra både familiefilm til eksplosiv action samt gysende gru og engagerende drama. Vi guider dig igennem biografernes tilbud.
Animation og familiefilm
Der er masser af film for børn og barnlige sjæle. Både for de helt små og lidt ældre. Således kan man se en række animationsfilm. Man kan møde en sød Yeti i Den lille afskyelige snemand, mens altid opfindsomme Pixar er aktuelle med Toy Story 4, hvor Woody og Buzz Lightyear igen tager på et vildt og rørende eventyr.
Der er også skøre indfald og gakkede idéer i Wulff og Morgenthalers animationsfilm Mugge & vejfesten, hvor drengen Mugge forsøger at få sine forældre til at finde sammen igen. I familiefilmen Gooseboy er de krøllede hjerner Wikke & Ramussen på færde med en talende gås.
De lidt ældre kan opleve eventyret Valhalla med de nordiske guder, hvor Thor og Loke samt vikingebørnene Tjalfe og Røskva samt den sjove Quark må redde Jorden fra Ragnarok. Med eventyret Maleficent: Mistress of Evil (17/10) er Angelina Jolie tilbage som troldkvinden Maleficent.
Komedier
Hvis man vil i godt humør eller have sig et godt grin, kan man se den danske Jagtsæson, der har tre kvinder i front på en wellness-tur, der går helt galt. I den opløftende Blinded By the Light (17/10) spiller Bruce Springsteens musik en central rolle, mens komedie-dramaet Edmond fortæller historien bag et af Frankrigs største teaterstykker, 'Cyrano de Bergerac'.
Action og science fiction
Kan man ikke få nok af action og eksplosioner, er det bl.a. Sylvester Stallone, man bør gå i biografen og se, da han igen indtager rollen som Vietnam-veteran i Rambo: Last Blood, mens Gerard Butler deler øretæver ud i Angel Has Fallen.
Will Smith indtager en dobbeltrolle i Gemini Man – nemlig både som sit 51-årige jeg og hans unge klon. Brad Pitt er stadig aktuel som astronaut i den intense og eftertænksomme science fiction-film Ad Astra.
Gys og thrillere
Efterårsferien byder også på en grumme gys. Indløs derfor billet til den blodige Ready or Not, der smider kulsort humor ind i uhyggen. Klovnen Pennywise er tilbage i It del 2, mens en urovækkende god Joaquin Phoenix spiller Batmans ærkefjende i Joker i en film, der mere er en psykologisk thriller end en superheltefilm.
Drama
Serien Downton Abbey er gået til filmen med dramaet af samme navn, mens den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvars Smerte og ære har Antonio Banderas i måske karrierens hidtil bedste rolle.
Det barske danske drama Ser du månen, Daniel er baseret på den sande historie om fotografen Daniel Rye, der bliver holdt som gidsel af Islamisk Stat. Glem heller ikke Quentin Tarantinos velskrevne og morsomme Once Upon a Time… in Hollywood med Leonardo DiCaprio og Brad Pitt.
Dokumentarfilm
Den danske Krigsfotografen handler om fotografen Jan Grarup og hans liv på hjemmefronten og ude i verdens brændpunkter, mens Fat Front har fokus på flere unge, skandinaviske kvinder, der har fået nok af selvhad og skam og stolt kalder sig tykke.