Guide: 30 animations- og familiefilm du kan se frem til i 2021
2020 har budt på lidt af hvert. Nu kigger vi frem i 2021 for at se hvad filmåret kan byde på af animations- og familiefilm. Filmene har underholdning til både de mindste og de lidt ældre. Her kan du få overblikket over hvad der er i vente for dig og familien.
Tryk på en titel for at læse mere.
Calamity Jane - Vestens Vilde Datter - premiere den 14. januar
Animationsfilmen for hele familien om piger Martha Jane, der i en konvoj anno 1863 er på vej mod et bedre liv i det vilde vesten.
Da hendes far imidlertid kommer til skade, må Martha klæde sig ud som dreng og overtage hans roller i konvojen. Det bliver starten på hendes eventyr, der er fyldt med farer og oplevelser.
Filmen er med dansk tale og inkluderer bl.a. stemmer af Ella Testa Kusk, Nikolaj Coster-Waldau, Lars Mikkelsen, Mikkel Boe Følsgaard og Sofie Gråbøl.
Flummerne – premiere den 4. februar
Denne animationsfilm handler om to såkaldte ’flummeller’, hvilket er en både sød og blød dyreart. Her følger man to flummeller, der bliver transporteret til nutiden, hvor de lærer, at deres dyreart er uddød. De må derfor rejse tilbage i tiden for redde deres flummel-art.
Filmens ene instruktør, David Silverman, har tidligere stået bag The Simpsons Movie og Monsters, Inc.
Bien Maja 3 – premiere den 11. februar
I denne tredje film om bien Maja følger vi titelpersonen og hendes ven Willi på nye eventyr.
De hjælper denne gang den grønne myre Chomp med at beskytte det gyldne æg, som han er på vej til myrekolonien på toppen af Bonsai Bjerget med.
Maja får hjælp af sine gamle venner, de røde myrer Arnie og Barney, på en farefuld færd, der byder på mange forhindringer og overraskelser.
Peter Kanin hopper hjemmefra – premiere den 11. februar
Familiefilmen er en fortsættelse til Peter Kanin, der er baseret på Beatrix Potters børnebøger af samme navn.
Efter Peter fik reddet dagen i ’Peter Kanin’, er han nu blevet en familie med Thomas og Bea. I den nye film er Bea nu slået igennem som børnebogsforfatter med fortællinger om Peter og de andre kaniner.
Peter og Thomas er dog stadig ikke helt på bølgelængde, så under en ferie hopper Peter hjemmefra til storbyen, hvor der sættes pris på hans narrestreger. Men da hans familie pludselig leder efter ham, må han vælge hvilken type kanin, han vil være.
Tom & Jerry – premiere den 4. marts
Animationsfilmen om katten og musen er baseret på den populære tegne- og tv-serie. Det den umage duo er blevet smidt ud hjemmefra og beslutter sig nu for at gå hver til sit.
Musen Jerry beslutter sig for at flytte på hotel i storbyen. Det er dog langt fra alle, der ser musen som en velkommen gæst på hotellet. Den unge hotelmedarbejder Kayla sættes på sagen om at få musen smidt ud. Hun henter derfor katten Tom for at løse problemet.
Raya og den sidste drage – premiere den 11. marts
Disney står bag animationsfilmen for hele familie, hvor man følger den ensomme kriger Raya fra fantasy-riget Kumandra.
For mange år siden levede drager og mennesker i harmoni, men dragerne ofrede sig selv for at redde menneskerne fra en trussel mod verden.
Nu er truslen tilbage og Raya slår sig derfor sammen med en gruppe udskud i sin søgen efter at finde den sidste drage for at bringe lys og harmoni tilbage til deres verden.
Ainbo – premiere den 18. marts
Animationsfilmen handler om den unge pige Ainbo, der er vokset op i hjertet af Amazonjunglen. En dag opdager hun dog, at der er andre mennesker, som truer hendes hjemland.
Det er nu op til Ainbo og hendes dyreånder, bæltedyret Dillo og tapiren Vaca, at kæmpe mod de grådige kræfter, der er ude efter landets ressourcer, så de kan redde deres paradis.
Kagekampen – premiere den 25. marts
Vi følger i denne familiefilm Elfie og hans venner Kipp og Bulder, der er alfer, som har levet i skjul for mennesker i over 200 år.
Så da Elfie beslutter sig for at undersøge menneskeverdenen, ender han med at blive venner med bageren Theo. Theo har brug for hjælp til at redde sin bagerbutik, som er truet af konkurs. Der er kun et problem: Elfie og hans venner har aldrig bagt en kage før.
The Boss Baby 2: Det blir’ i familien – premiere den 25. marts
Animationsfilmen er en efterfølger til Boss Baby om baby-bossen i jakkesæt, hvor drengen Tim fik lillebroren Ted, der ankom i jakkesæt og talte som en voksen.
Denne gang er de to brødre blevet voksne, men må forvandles til babyer igen, da en ondsindet baby-konspiration truer menneskeheden.
Bob's Burgers: The Movie – premiere den 8. april
Animationsfilmen er baseret på tv-serien af samme navn og følger her familien Belcher, der ejer en burgerrestaurant og bor på etagen ovenover.
Familien består af Bob, der sjældent er heldig, hans vinglade kone Linda, der er en ukuelig optimist, og deres tre børn: Den ældste og følsomme Tina, den musikalske Gene og den bestemte Louise.
Ron's Gone Wrong – premiere den 22. april
Man følger i denne animationsfilm en 11-årig dreng og hans robot-ven. Alle børn i verden har nemlig fået en talende robot som bedste ven, men én drengs nye maskine viser sig ikke rigtigt at virke.
Den 11-årige må derfor selv oplære sin robot-ven i en hjertevarm udforskning af venskab i en verden af algoritmer og sociale medier.
Ooops! The Adventure Continues - premiere den 29. april
Familiefilmen 'Ooops! The Adventure Continues' handler om bedstevennerne Finny og Leah, der er om bord på Noahs ark.
Efter uger på arken er der ingen lang i sigte, og maddepoterne er ved at løbe tør. Samtid er freden mellem de forskellige dyrearter på kanten til at brydes.
Da Finny og Leah efter en række uheldige begivenheder ender over bord med arkens sidste mad, må de sammen redde deres venner og hele kolonien fra total ødelæggelse.
Vivo – premiere den 3. juni
Denne familievenlige animationsfilm handler om en abe, der stræber efter at udleve sin musikalske drøm ved at rejse fra Havana til Miami.
Den ene af filmens instruktører har tidligere stået bag The Croods, mens sangene er skrevet af Lin-Manuel Miranda, der bl.a. er kendt for musical-succesen 'Hamilton' og Disneys Vaiana.
Knutsen & Ludvigsen 2 - premiere den 12. maj
Animationsfilmen 'Knutsen & Ludvigsen 2' handler om tre venner, der lever sammen i harmoni med sang og marmelade i deres tunnel.
Men alt ændret en dag, hvor de får besøg af en togkonduktør, som vil smide dem ud fra deres hjem i tunnellen - med det samme!
Den eneste der kan redde de tre venners hjem er den legendariske pirat Kaptajn Tootson, og de tre venner begiver sig nu ud på en rejse i jagten på piraten med træbenet.
Buster – premiere den 17. juni
Den danske familiefilm handler om Bjarne Reuters legendariske historie om den ukuelige anti-helt Buster Oregon Mortensen - en 11-årig dreng og ukuelig optimist, der nok ved, at livet kan være hårdt, men bl.a. ved hjælp af trylleri og kærlighed går det nok.
I filmen er Buster blevet forelsket i Joanna, mens hans bedste ven Hr. Larsens tilstand forværres - og så har hans familie også brug for ham. Igen er det troen, håbet og kærligheden, der sejrer.
'Buster' blev også filmatiseret i 1988 af Bille August.
Minions 2: Historien om Gru – premiere den 1. juli
Fortsættelsen til animationsfilmen fra 2015 og det første eventyr om superskurken Grus små undersåtter.
De gule hjælperne dukkede for første gang op i Grusomme Mig og har siden været en fast bestanddel af Grusomme Mig-universet.
Rumble - premiere den 15. juli
Dette er en animationsfilm om en verden, hvor monstre lever side om side med mennesker. Monstrene betragtes som super atleter og kæmper mod hinanden i monster-wrestling.
Pigen Winnie ønsker at følge i sin fars fodspor som manager i sporten. Hun vælger nu et uerfarent monster, og træner det med målet om at kæmpe mod den regerende mester.
Space Jam 2: The New Legacy – premiere den 15. juli
I den længeventede opfølger til basket-komedien Space Jam fra 1996 er Snurre Snup og Looney Toons-banden nødt til at hjælpe NBA-stjernen Lebron James med at redde hans forsvundne søn.
Animationsfilmen kommer også til at have gæsteoptrædener fra en lang rækker basketball-stjerner.
Jungle Cruise – premiere den 29. juli
Adventurefilmen er baseret på Disneylands forlystelse af samme navn, hvor en mindre flodbåd tager deltagerne gennem en eventyrlig jungle.
I filmen indtager Dwayne ’The Rock’ Johnson rollen som flodbådskaptajnen Frank, der skal fragte Emily Blunts videnskabskvinde Lily og hendes bror rundt i junglen på jagten efter Livets Træ.
Spirit Untamed – premiere den 29. juli
Familiefilmen handler om pigen Lucky, hvis liv ændres for altid, da hun flytter fra storbyen til landet, hvor hun møder den vilde hest Spirit. Spirit er en vild og uregerlig præriehingst, der lever frit på de amerikanske sletter.
Historien er art fortsættelse til Spirit: Hingsten fra Cimarron, der også har inspireret en tv-serien ’Spirit Riding Free’.
Hotel Transylvania 4 – premiere den 5. august
Nyeste animationsfilm i rækken om Dracula og andre velkendte filmmonstre – så som Frankensteins monster, mumien Murray, varulven Wayne og den usynlige Griffin.
Filmene har haft fokus på kærlighedsforholdet mellem mennesket Jonathan og Draculas datter Mavis. Det samtidig med, at Mavis’ overbeskyttende far Dracula er nødt til at tackle nye udfordringer i forbindelse med datterens forhold.
Paw Patrol: The Movie – premiere den 26. august
Animationsfilmen for de mindste handler om de modige hunde fra tv-serien ’Paw Patrol’. Historien følger således hundene Marshall, Chase, Rubble, Rocky, Everest, Zuma, Skye og deres leder, den tiårige dreng, Ryder.
Serien har før været vist i biografen, men ’Paw Patrol: The Movie’ er den første deciderede film med en lang, overordnet historie.
The Bad Guys – premiere den 23. september
Her er tale om en familiefilm om det ultimative kup, hvor man følger de misforståede skurke Mr. Wolf, Mr. Snake, Mr. Piranha, Mr. Shark og Ms. Tarantula. For egentlig er de trætte af livet som forbrydere og vil meget hellere være helte.
Filmen er baseret på børnebøgerne af samme navn af forfatteren Aaron Blabey.
My Little Pony Filmen 2 – premiere den 30. september
Opfølgeren til My Little Pony Filmen, der handler om ponyerne Twilight Sparkle, Applejack, Rainbow Dash, Pinkie Pie, Fluttershy og Rarity.
I den første film måtte ponyerne på et fantastisk eventyr for at redde deres hjem. En magisk rejse med udfordringer, men også nye venskaber og masser af magi. Plottet i den nye film er endnu ukendt.
Ternet Ninja 2 – premiere den 7. oktober
Den danske animationsfilm er fortsættelsen til Anders Matthesens publikumssucces fra 2018. I den første film får teenageren Aske en ninja-dukke af sin onkel Stewart. Dukken viser sig dog at være levende, dødsensfarlig og besat af tanken om blodhævn og retfærdighed.
I den nye film rejser Aske, Ternet Ninja og hans skøre familie til Thailand for hjælpe nogle børn på en legetøjsfabrik. Både Ternet Ninja og ’Ternet Ninja 2’ er baseret på Matthesens børnebøger af samme navn.
The Addams Family 2 – premiere den 28. oktober
Animationsfilmen er fortsættelsen til Familien Addams fra 2019, der handlede om den excentriske familie bestående af ægteparret Gomez og Morticia, deres børn Wednesday og Pugsley, Onkel Fester samt deres butler Lurch.
Filmene er baseret på en tegneseriestribe fra 1930'erne. Sidenhen er den umage familie blevet filmatiseret flere gange, både til tv, film og animation.
Familien Jul 3 – Nissehotellet – premiere den 11. november
Dette er den tredje danske julefilm i rækken om nissen Pixy, hans ven Hugo og resten af familien. På trods af, at Hugo er blevet 12 år, elsker han stadig nisser. Men da han bliver drillet af sine jævnaldrende, beslutter han sig for at gå imod sine følelser og tvinge sig selv til at blive stor.
På familiens juleferie bliver han dog konfronteret med nissepigen Sne, der har brug for hjælp til at komme hjem til nissernes land. Så spørgsmålet er, om Hugo kan modstå at hjælpe hende.
Clifford The Big Red Dog – premiere den 25. november
Familiefilmen er baseret på børnebøgerne af Norman Bridwell og handler om den unge pige Emily, der har svært ved at passe ind både i skolen og derhjemme. Hun finder imidlertid den lille røde hundehvalp Clifford, der dog ikke stopper med at vokse og derfor bliver gigantisk.
Det tiltrækker interessen fra genetikfirmaer, der vil have fat i Clifford. Emily og hendes onkel er derfor nu nødt til at flygte med Clifford for at holde ham ude af genetikfirmaernes klør.
Sing 2 – premiere den 21. december
Her er tale om animationsopfølgeren til Syng fra 2016. Så forvent flere syngende og dansende dyr. I den første ’Syng’ skulle der synges for at redde koalaen Buster Moons teater.
Plottet for den nye film er dog endnu ikke afsløret, men instruktørduoen fra den første film er tilbage, mens skuespillere som Scarlett Johansson, Reese Witherspoon og Matthew McConaughey igen er på rollelisten i den engelske udgave.
I krig med morfar - premieredato ukendt
I denne familiekomedie er den ældre Ed flyttet ind på barnebarnet Peters værelse, fordi han ikke vil på plejehjem.
Det er Peter ikke begejstret for og han erklærer krig på morfaren i forsøget på at få sit værelse tilbage. Han udsætter Ed for både drengestrenger og drillerier, men modtag også da morfar tager kampen op.
Robert De Niro er i rollen som morfaren Ed, men Peter spilles Oakes Fegley, der har medvirket i Peter og dragen.
Forbundet – premieredato ukendt
Animationsfilmen 'Forbundet' handler om familien Mitchell. Datteren Katie er en kreativ outsider, der bliver optaget på drømmeskolen. Hendes naturelskende far Rick tager dog hende og familien på det ultimative roadtrip.
Deres rejse bliver dog afbrudt, da alverdens teknologi gør oprør mod menneskeheden, og familien er nødt til at arbejde sammen for at redde verdenen.
The Little Mermaid – premieredato ukendt
'The Little Mermaid' er en ny Disney filmatisering af Den lille havfrue fra 1989. Ariel, en ung havfrue og Kong Tritons yngste datter er fascineret af den menneskelige verden.
En dag redder hun den menneskelige prins Erik og hun bliver forelsket i ham, men kontakt mellem mennesker og havmennesker er forbudt.
Filmen bliver den seneste i en række af Disney-genindspilninger, der også tæller titler som Aladdin og Skønheden og udyret.