Guide: 9 superheltefilm du kan glæde dig til i 2021
Find kappen og frem, for i 2021 venter der en række spritnye superheltefilm. Dem kigger vi nærmere på her.
2020 har været usædvanligt superheltefattigt, men næste år ser ud til at tage revance. Så sæt straks krydser i kalenderen, når der forude venter Jared Leto i Morbius, Scarlett Johansson i Black Widow og Pilou Asbæk i Samaritan, videre til Tom Hardy i Venom 2: Let There Be Carnage.
Der leveres desuden også kung fu i Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, antihelte i Suicide Squad 2 samt kosmiske væsner i Eternals og ikke mindst Tom Holland i Spider-Man 3.
Filmene er listet efter premieredato. Klik på titlerne for mere information.
Wonder Woman 1984 - premiere den 21. januar
Egentlig skulle DC-superheltens anden solo-film have rundet 2020 af, men endnu en nedlukning af biograferne kostede den allerede udskudte premiere. Nu åbner Wonder Woman superhelteballet i 2021 med en film, der foregår adskillige år efter den første, men hvor hun alligevel genforenes med sin flamme, Steve Trevor (Chris Pine), og må bekæmpe en ny, kattelignende fjende.
’Morbius’ - premiere den 18. marts
Jared Leto indtager i 'Morbius' rollen som biokemisten Michael Morbius, der bliver inficeret med en form for vampyrisme i forsøget på at kurere sin blodsygdom. Filmen er endnu en tilføjelse til Sonys nye superhelte-univers, som fokuserer på Spider-Mans persongalleri, der bl.a. også inkluderer filmene Venom og den kommende Venom 2: Let There Be Carnage.
’Black Widow’ - premiere den 6. maj
Vi har her at gøre med en solo-film om Marvel-heltinden Natasha Romanoff, der første gang optrådte i Iron Man 2, sidenhen i Captain America: The Winter Soldier og senest i Avengers: Endgame. Filmens plot er endnu hemmeligholdt, men i hovedrollen ses Scarlett Johansson igen som den russiske superspion. Vi ved dog, at filmen kommer til at fokusere på Natashas familie og foregår mellem 'Civil War' og 'Infinity War'. 'Black Widow' bliver den anden film i MCU med en kvindelige superhelt i førertrøjen efter Captain Marvel.
’Samaritan’ - premiere den 3. juni
Superheltefilmen 'Samaritan' handler om en dreng, der sætter sig for at finde en sagnomspunden superhelt, som forsvandt for 20 år siden. Danske Pilou Asbæk har en rolle i filmen, der er instrueret af manden bag action-gyseren Overlord, som ligeledes havde Asbæk på rollelisten. Den danske skuespiller gøres desuden her selskab af Sylvester Stallone.
'Venom 2: Let There Be Carnage' - premiere den 24. juni
Dette er opfølgeren til Venom, der handler om journalisten Eddie Brock – spillet af Tom Hardy - som kommer i kontakt med en udenjordisk eksistens, en såkaldt symbiot, der overtager hans krop. Plottet er endnu ukendt. Antihelte-filmen Venom var den første film i et delt univers, der består af Spider-Man-karakterer.
'Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings' - premiere den 8. juli
Filmen er baseret på Marvels tegneserie om ’The Master of Kung-Fu’. Shang-Chi bliver desuden den første asiatiske superhelt, som får sin egen Marvel-film. Historien følger titelkarakteren Shang-Chi, der skal kæmpe mod den ægte skurk Mandarin - nej, ikke ham fra Iron Man 3.
'Suicide Squad 2' - premiere den 5. august
Superskurkefilmen 'Suicide Squad 2' er opfølgeren til Suicide Squad fra 2016, hvor et hold af verdens mest frygtede superskurke blev samlet og sendt mod en overnaturlig fjende. Filmen er baseret på DC Comics' forlæg, og manuskriptet skrives af James Gunn, der bl.a. stod bag Guardians of the Galaxy og Guardians of the Galaxy Vol. 2.
’Eternals’ - premiere den 4. november
'Eternals' er baseret på Marvels tegneserie, der foregår i samme univers som bl.a. Avengers: Endgame. Plottet er endnu ukendt, men centrerer sig om de udødelige Eternals, som levede på Jorden og formede planetens historie og civilisationer. Kit Hartington og Gemma Chan får hovedrollerne i filmen, der også har Angelina Jolie i rollen som Thena, der er baseret på den græske gudinde Athena.
’Spider-Man 3’ - premiere den 16. december
Tom Holland vender tilbage som spindelvævs-svingeren i 'Spider-Man 3', der er Marvel-efterfølgeren til Spider-Man: Homecoming og Spider-Man: Far From Home. Filmen vil igen følge Peter Parkers balancegang mellem at være en superhelt og en helt almindelig teenager. Doctor Strange vil desuden spille en rolle i filmen, mens tidligere udgaver af Spider-Man samt skurke fra Spider-Man (2002) og The Amazing Spider-Man også dukker op. Alt i alt tyder det på en film, der kommer til at samle universerne i stil med den meget roste animationsfilm Spider-Man: Into the Spider-Verse.