Vi har set David Finchers nye mesterværk 'Mank' - stik ham nu den Oscar!

Vi har som et af de første medier i Danmark set David Finchers nye film Mank, der både byder på essensen af, hvad David Fincher kan, og samtidig bringer noget helt nyt til hans univers – nemlig en sydende kommentar til den moderne, amerikanske politiske kampagne.

Mank får dansk biografpremiere den 19. november

’Mank’ er dog først og fremmest en hyldest til instruktørens egen far, der døde i 2003. Jack Fincher har nemlig skrevet manuskriptet bag dette storslåede og samtidigt meget intime portræt af den legendariske manuskriptforfatter Herman J. Mankiewicz - kaldet Mank - som i 1942 vandt en Oscar for mesterværket ’Citizen Kane’.

Mankiewicz (spillet af en eminent Gary Oldman) modtog prisen sammen med Orson Welles, hvem han efterfølgende latterliggjorde for aldrig at have skrevet et ord af manuskriptet.

En konflikt der nemt kunne have været den centrale i filmen. Men ’Mank’ fokuserer snarere på de bekendtskaber, der i 1930erne inspirerede Mank til fortællingen om aviskongen Charles Foster Kane - som i bund og grund bygger på virkelighedens magtfulde aviskonge William Randolph Hearst.

Plottet tager afsæt i Mojaveørkenen i 1940, hvor den dybt alkoholiserede Mank anbringes i et hus med alkohol galore, en stenograf og en sygeplejerske for at skrive manuskriptet til ’Citizen Kane’. Welles er den dårlige samvittighed, som lurer i baggrunden via diverse telefonopkald og deadlines, og som har lokket Mank til at give afkast på skribent-rettighederne.

Mank er nemlig ikke længere på toppen af sin karriere. Han lider af en slags skriveblokade og i filmen glider han ind og ud af sine minder om 1930’erne, hvor han bl.a. var ansat hos MGM, og kom i tæt kontakt med Hollywoods magtelite - deriblandt chefen for hele Louis B. Mayer, vidunder-produceren Irving Thalberg, mediemogulen Hearst og ikke mindst dennes elskerinde, skuespilleren Marion Davies.

Sidstnævnte bliver en tæt ven til Mank, som senere må kæmpe med sin udstilling af Marion i netop ’Citizen Kane’.

Kampen for kunstnerisk frihed
”Man kan ikke vise et helt liv på 2 timer. Man kan kun håbe på at give et indtryk”.

’Mank’ er selvsagt en 100 % gennemført film. Det er jo en David Fincher-film.

Den er optaget med de muligheder, som vi har i år 2020, men med et gennemført look og bl.a. et lyddesign, som passer til 1930ernes tekniske udvikling. Alt ligner og lyder som en gammel Hollywood-klassiker. Uden at virke gammeldags.

Og netop David Finchers berygtede perfektionistiske tilgang til at skabe kunst, er passende at omtale her. For ’Mank’ handler i den grad om kunstnerisk frihed.

Et privilegie som Fincher selv har kæmpet sig frem til efter sine egne famøse stridigheder med 20th Century Fox på ’Alien 3’. Siden da har Fincher haft final cut på alle sine film, og emnet gennemsyrer hans seneste film.   

Mank får utallige gange at vide, at ingen vil forstå hans film. Sigt lavt. Publikum vil ikke tænke. ”Du må ikke kræve for meget af filmpublikum”, bliver der sagt direkte.

Alligevel vælger han at skrive ’Citizen Kane’ i en cirkeldramaturgi (som en kanelsnegl ifølge ham selv), hvilket er præcis sådan, vi også oplever filmen ’Mank’, hvor vi hopper mellem 1940, 1934, 1930, 1937, 1939 osv. osv.

Og det er givende at lære Mank at kende via hans egne feberdrømme fra storhedstiden. Tilbage til dengang han var kongen af Hollywood, og i bedste Wolf of Wall Street-stil koksede rundt med nøgne piger på kontoret, tung druk i arbejdstiden og ugennemtænkte manuskripter.

Det er også her, vi opdager, hvad der gav ham kontroversielt blod på tanden og kastede sine egne mentorer under bussen.

Fødslen af den moderne valgkamp og Fake News

1930erne var årtiet, hvor Mank lærte bagsiden af filmbranchens magtstrukturer at kende.

Et centralt minde hos vores sengeliggende skribent er nemlig tiden omkring guvernørvalget i 1934. Her støttede Mank selv den socialistiske Upton Sinclair (ja, ham der skrev forlægget til ’There Will be Blood’), mens ledelsen hos MGM, med Louis B. Mayer som fanebærer, gik indædt ind for den republikanske kandidat.

Så meget, at filmselskabet med Hearsts avispenge i ryggen startede strategien bag fake news og var med til at bestemme valget. Vi ser med andre ord fødslen af den moderne politiske valgkamp.

Mank tager kampen op. Bl.a. i en fantastisk scene på selve valgaftenen. Han befinder sig i løvens hule blandt sine kolleger til en republikansk valgfest. Hans kone beder ham tænke over en ting: ”hvis du ikke har noget pænt at sige, så hold din mund”. Derefter er Mank stille hele aftenen. Lige indtil han har fået nok.

”Hvis du bliver ved med at sige usandheder længe og højt nok, så ender folk med at tro på det,” bider han tilbage.

Jo, sætningen bygger på Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels filosofi. Men det bliver den jo ikke mindre vigtig af.

Uden at afsløre meget mere, fortsætter Manks erindringer med at undersøge netop den desillusionering, som folk som Hearst stod bag.

Det lykkes Fincher at præsentere Hollywood som et mikrokosmos for det politiske USA, vi kender i dag.

Giv nu bare Fincher den Oscar!

David Fincher har aldrig vundet en Oscar. Orson Welles vandt aldrig en Oscar som instruktør. ’Citizen Kane’ vandt blot for bedste manus.

’Mank’ er her for at ændre ved den historie. Det her kunne være en vinder.

Med sin nyeste film, er det ikke bare lykkes Fincher, at skabe et afmålt, veldoseret, teknisk sublimt og relevant værk om filmindustrien i 30erne og USA i dag. Det er også endnu et Fincher-værk med blændende præstationer. 

Oscar-akademiet bør ikke blot nominere for instruktion, fotografering, lyd, musik, redigering og manus. Også Gary Oldman som Mank, Amanda Seyfried som Marion og Charles Dance som Hearst bør få alverdens hæder.

Mank får dansk biografpremiere i en begrænset periode den 19. november.