Komedie-duo er færdig: Seth Rogen vil ikke længere arbejde med James Franco

Efter anklager om seksuelle krænkelser
Billede
(© The Interview / Columbia Pictures)

Duoer har været en bestandig del af komediegenren siden sin fødsel. I Danmark har vi haft Fy og Bi samt Kjeld og Dirch - og i USA har alt fra makkerpar som Gøg og Gokke over Gene Wilder og Richard Pryor til Will Ferrell og John C. Reily fået os til at grine. Det er derfor også altid trist, når en af disse bliver splittet.

Desværre ser det ud til at være tilfældet for Seth Rogen og James Franco. Duoen har ellers haft stor succes med deres fællesløb i komedierne Pineapple Express, This is the End, den kontroversielle The Interview og The Disaster Artist. Et professionelt venskab, der startede helt tilbage i 90'erne med tv-serien 'Freaks and Geeks'. 

I et nyt interview med The Sunday Times fortæller Rogen nemlig, at han ingen planer har om at skulle arbejde med James Franco igen efter skuespillerens anklager om seksuelle krænkelser i 2018. (Læs mere om det her)

Anklagerne førte til en retssag, der blev afsluttet med et forlig i februar i år. Selvom Seth Rogen tidligere har udtalt, at han ville arbejde med sin 43-årige kollega trods situationen, så ser han anderledes på det nu:

- ... Sandheden er, at jeg ikke har og ikke planlægger [at arbejde med Franco] lige nu.

Ydermere siger komikeren:

- Det jeg kan sige er, at jeg forakter misbrug og chikane, og jeg ville aldrig dække over eller skjule handlingerne fra nogen, som gør det, eller vidende sætte nogen i en situation, hvor de skulle være omkring nogen, der gør sådan noget.

Til spørgsmålet om, hvad anklagerne har gjort ved venskabet til Franco, udtaler Rogen:

- Jeg kan sige, hmm, du ved, det har ændret mange ting i vores forhold og dynamik.

Og i respons til da The Times spurgte, om det ikke var smertefuldt at miste en ven, sagde skuespilleren:

- Jo. Men ikke så smertefuldt og svært som for mange andre mennesker, der er involveret. Jeg har ikke nogen selvmedlidenhed i den her situation.

I samme interview fortæller Rogen også, at han fortryder en "skrækkelig" joke fra sin åbningsmonolog til Saturday Night Live i 2014, hvor han gjorde grin med, at en 17-årig pige havde anklaget James Franco for at skrive til hende på Instagram.

I joken sagde Rogen følgende: "I posed as a girl on Instagram, told him I was way young. He seemed unfazed. I have a date to meet him at the Ace Hotel".

De nye udtalelser skal formentlig ses i lyset af, at Charlyne Si i april rettede en skarp kritik mod bl.a. Seth Rogen.

The Disaster Artist-skuespillerinden sagde bl.a., at Rogen var en af flere mennesker, som var med til at muliggøre, at James Franco kunne fortsætte sine krænkelser i Hollywood, da han som producent på 'The Disaster Artist' var med til at tysse anklagerne ned.