Mads Mikkelsen om 'Indiana Jones 5': "Alt det, jeg ønskede, det skulle være"

Danskeren kommenterer på manuskriptet
Billede
(© The Salvation / Zentropa)

Mads Mikkelsen er en af Danmarks største stjerner, og han har efterhånden også fået skabt sig en imponerende karriere i det store Hollywood.

Danskeren brød først ud på den internationale scene som Bond-skurk i Casino Royal, og har sidenhen medvirket i højtelskede filmuniverser som Marvel og Star Wars.

Efter for nyligt at have afsluttet optagelserne til Fantastiske Skabninger 3, kan han nu se frem mod den kommende Indiana Jones 5, hvor Harrison Ford vender tilbage og svinger pisken en sidste gang.

Læs også: Mads Mikkelsen om 'Fantastiske Skabninger 3': "Det bliver magisk og hjerteskærende"

I et nyt interview med Collider fortæller den 55-årige stjerne om sin medvirken i den kommende Indiana Jones-film og sin begejstring for filmuniverset.

- Jeg er meget, meget begejstret over det. Jeg genså Raiders of the Lost Ark forleden, og den er så godt lavet og så charmerende, og det er så fremragende historiefortælling.

- Det er en stor ære at være en del af en franchise, som jeg er vokset op med. Jeg er i en heldig position, hvor de gav mig lov til at læse manuskriptet inden. Og ja, det er alt det, jeg ønskede det skulle være.

Det er den første Indiana Jones-film, som ikke skal instrueres af mesterinstruktøren Steven Spielberg. Han er dog stadig med som producer, men stafetten er givet videre til James Mangold, der tidligere har stået bag Logan og Le Mans '66.

Mads Mikkelsen er i øjeblikket aktuel med hele tre biograffilm: Chaos Walking, 'Retfærdighedens ryttere' og Oscar-vinderen Druk.

’Indiana Jones 5’ forventes at få premiere den 29. juli 2022.