'Lykke-Per'-duo genforenes i ny dansk storfilm

'Kysset' får premiere næste år
Billede
(© Lykke-Per / Nordisk Film)

Oscar-vinderen Bille August hviler ikke på laurbærrene. For mens hans aktuelle Karen Blixen-film Pagten går i de danske biografer, er den 72-årige instruktør allerede i gang med optagelserne til sit næste projekt.

Det bliver storfilmen Kysset. Et romantisk drama baseret på den østrigske forfatter Stefan Zweigs roman 'Ungeduld des Herzen' fra 1939, som Bille August selv har skrevet det danske manuskript til. Et filmprojekt, som han drømt om at få realiseret i mange år.

'Kysset' udspiller sig i 1913, hvor en verdenskrig truer freden i Europa. Den noble og pligtopfyldende Anton Abildgaard, der er ved at blive officer, inviteres til bal hos den lokale Baron Løvenskjold.

Det bliver en skæbnesvanger aften for den unge mand. Han byder nemlig husets smukke datter Edith op til dans, men da det viser sig, at hun er lam efter en tragisk rideulykke, rammes Anton af skam.

Han får stor medlidenhed for Edith, mens hun forelsker sig i Anton. Han kan ikke være ærlig overfor hende, og langsomt synker han dybere og dybere ned i sine egne løgne og løfter.

Se også: Birthe Neumann om sin vilde transformation til Karen Blixen i 'Pagten'.

I 'Kysset' genforenes Bille August med Esben Smed, der indtog titelrollen som Lykke-Per i instruktørens populære filmatisering fra 2018. Og denne gang er historien altså rykket fra slutningen af 1800-tallet til tiden omkring første verdenskrig.

Ser du månen, Daniel-stjernen Esben Smed spiller den unge Anton Abildgaard, og han får selskab af Clara Rosager (Før frosten) som Edith og Lars Mikkelsen som Baron Løvenskjold, mens den snart James Bond-aktuelle David Dencik spiller en nøglerolle som lægen Dr. Faber.

Optagelserne starter på Fyn senere i august, og slutter i Ungarn til oktober.

'Kysset' får premiere den 22. september 2022.