'Ternet Ninja 2' er fucking sjov - anmelderne dør af grin

Anders Matthesens animationsfilm kan ses i biografen nu
Nordisk Film
(© Nordisk Film)

I dag er der premiere på efterfølgeren til nyere tids største danske filmsucces, Ternet Ninja, der i 2018 solgte over 920.000 biografbilletter. Og den svære 2er skuffer ikke!

De danske anmeldere er i hvert fald fulde af begejstring over Anders Matthesens efterfølger, der får 4-6 stjerner hele vejen rundt.

Så for at blive i Ternet Ninjas sprogunivers, er det altså ikke for meget at skrive, at Ternet Ninja 2 er fucking sjov!

Se også: Anders Matthesens egen store barndoms-irritation gjorde, at han var nødt til at lave 'Ternet Ninja 2'

Her er udpluk af anmeldelserne – og husk at du altid kan se mediernes anmeldelser (og selv anmelde) alle biograffilm på kino.dk:

Dagbladenes Bureau (Helle Sihm): 6 stjerner

"Det er opløftende originalt, sjovt, spændende, sylespidst samfundssatirisk spiddende, krænkende, vildt voldeligt, bragende begavet, overvældende multi-talentfuldt. Kort sagt: Anders Matthesen og hans brogede, vidunderligt vanvittige animations-persongalleri er tilbage i tindrende topform."

BT (Kristian Dam Nygaard): 5 stjerner

"Faktisk er den spækket med så meget medrivende komik, høj detaljegrad og vildt flot animation, at det vil være decideret uklogt, hvis Anders Matthesen ikke allerede pønser på at lave en treer."

Berlingske (Sarah Iben Almbjerg): 5 stjerner

"Med thailudere, sexistiske vittigheder, hyggesexisme og biljagter fortælles en moralsk fabel, der taler tidens ego-dyrkelse midt imod: Du kan ikke blive hvad som helst, hvisker ninjaen. Du kan ikke ændre verden. Til gengæld kan du lære at tage ansvar, og du kan styre, hvordan du reagerer på verden. Det er nemlig sådan, man bliver voksen. Hvis man da ikke dør af grin undervejs."

Jyllands-Posten (Katrine Sommer Boysen): 5 stjerner

"Anden tur i manegen med Anders Matthesens fænomenale figur er lige så morsom som første."

Børsen (Michael Solgaard): 5 stjerner

"'Ternet Ninja 2' er ligeså sjov – men vildere og mere spændende end etteren, samtidig med at Matthesen formår at bevare den fintfølende balance mellem grovkornet humor og hjertevarme budskaber."

Ekstra Bladet (Henrik Queitsch): 4 stjerner

"Heldigvis er der ikke blot tale om en træt, koldt kalkuleret pengemaskine, men om endnu en veloplagt, grovkornet dramakomedie for de lidt større børn og deres forældre."

Politiken (Joakim Grundahl): 4 stjerner

"... kampen på liv og død er så konkret, at den aldrig føles som en troværdig konflikt for en dansk teenager. Men hvis man så bare lader være med at forvente det, er der fremragende familieunderholdning i vente. Med skraldende fællesgrin."

Se de resterende mediers anmelder på filmens profil.

Ternet Ninja 2 er aktuel i biografen.