Tyskland er stadig blandt Europas stærkeste filmnationer
Tyskland er andet end sauerkraut og Bundesliga-hår. Vores nabo mod syd har også en stolt filmtradition, der i de senere år har markeret sig flot på verdenskortet, og netop nu står tysk film lige så stærkt som fransk og italiensk film - måske endda stærkere?
I forbindelse med premieren på den tyske film Und Morgen Die Ganze Welt den 7. oktober genudgiver vi denne artikel, som oprindeligt blev bragt i 2016, men ikke har mistet sin relevans.
Se spilletider til Und Morgen Die Ganze Welt her:
Tysk films signifikans har gennem tiden været en rutsjebanetur. Selvom Tyskland startede flot ud i stumfilmtiden som en af verdens førende filmnationer, har der været en del nedture undervejs, naturligvis i første omgang pga. kunstnerflugten i forbindelse med Hitlers magttiltrædelse.
Der var simpelthen mangel på kvalificeret arbejdskraft i filmbranchen. Og selv efter genopbygningen af landet skulle der gå adskillige år, før et egentligt kvalitetsoverskud så dagens lys.
1970erne bød på en regulær overflod af kreative udfoldelser, primært iscenesat af trekløveret Rainer Werner Fassbinder, Werner Herzog og Wim Wenders. Deres film, såsom 'Petra von Kants bitre tårer', 'Den amerikanske ven' og 'Aguirre, den gale erobrer', skabte internationale overskrifter, og en ny tysk bølge var officielt en realitet.
Herzog og Wenders fortsatte med at skabe mesterværker i 1980erne, men der var ikke rigtig nogen til at tage stafetten videre fra Fassbinder, der døde i 1982, og i 1990erne var succesen båret af enkelte højdepunkter som genrefilmen Lola rennt.
I 00erne skete der igen et skifte. Landets særdeles betydningsfulde historie var fundament for en række fortællinger, der i hidtil uset grad forsøgte at skildre begivenhederne troværdigt.
De nyere historiske film er nærmest blevet en slags terapi for et traumatiseret land. Enten gennem en selvironisk distance som fx den morsomme skildring af tiden efter Murens fald i Good Bye Lenin!, hvor en søn forsøger at skjule de markante samfundsændringer for sin uvidende mor.
Eller ved at fortælle om Adolf Hitlers sidste tid i den populære, men også rigt debatterede Der Untergang. Filmens forsøg på at skildre mennesket bag Der Führer (via en sublim præstation af Bruno Ganz) faldt ikke i alles smag. Kunne man nu også tillade sig det med en mand, der stod bag udryddelsen af seks mio. jøder?
Den historiske bølge af tyske film kulminerede med Oscar-vinderen De andres liv i 2006, der satte fokus på Stasi-overvågning i Østberlin. To år senere blev Baader Meinhof Komplekset et internationalt hit og fik bl.a. en Oscar-nominering.
Østrigske Michael Haneke stod bag endnu en Oscar-nomineret, tyskproduceret film. Det hvide bånd vandt Guldpalmen i Cannes og forsøger psykologisk at skildre barndommen for de mennesker, der senere ville støtte op omkring nazisterne under Anden Verdenskrig. Dystert og foruroligende og igen en ransagelse af selve den tyske folkesjæl.
De historiske film kan samlet set noget, som Hollywood ikke kan. Måske fordi man har følt begivenhederne på egen krop, bliver fx krigsskildringerne aldrig glorificerede eller overdrevet voldelige, som de amerikanske film har for vane.
Men også moderne samfundsforhold er på paletten, og de seneste års mest opsigtsvækkende film har drejet sig om samtidsproblematikker.
I 2004 modtog Fatih Akin Guldbjørnen i Berlin for Mod muren, der stillede skarpt på proforma-ægteskabet mellem en 40-årig, alkoholiseret mand og en langt yngre kvinde, som forsøger at slippe væk fra sine dominerende forældre.
Filmatiseringen af romanen Vådområder delte vandene blandt kritikerne: Nogle så den som provokerende for provokationens skyld, mens andre fandt dens eksplicitte forhold til sanitære udfoldelser nyskabende og forfriskende. Uanset hvad havde filmen noget af den flabede facon, som også kendetegner Lars von Trier i Danmark og Lukas Moodysson i Sverige.
Den religiøse Korsvejen var knap så humoristisk, men til gengæld bruger den adskillige overraskelseselementer til at levere sit budskab om Jesus' vej med korset (her genfortolket som en undertrykt teenagepiges færd gennem livet).
Overraskelser er der også i Min far Toni Erdmann om en mand, der klæder sig ud for at komme tættere på sin fremmedgjorte, voksne datter. Drama-komedien er det seneste eksempel på en tysk film, der har skabt opmærksomhed i udlandet, og da den havde premiere på filmfestivalen i Cannes, var det med det højeste gennemsnit, anmelderne har givet til en film, til følge.
I 2018 fulgte Florian Henckel von Donnersmarck succesen fra 'De andres liv' op med den Oscar-nominerede Værk uden skaber, og året efter vandt Systembryder Sølvbjørnen i Berlin. Begge film blev rost til skyerne af anmelderne og beviste Tysklands fortsatte filmkvalitet.
Nu er der så dansk biografpremiere på 'Und Morgen Die Ganze Welt' om at finde mening i den yderste venstrefløjs antifascistiske grupperinger. Filmen var Tysklands kandidat til en Oscar-nominering ved uddelingen i år, men måtte se sig slået af bl.a. danske Druk, der som bekendt endte med at løbe med prisen.
Se spilletider til Und Morgen Die Ganze Welt her:
Daniel Bentien
Daniel er indholdschef på kino.dk og kan både lide film med flyvende mænd i tights, animerede løver og europæisk arthouse.