Biografbranchen uforstående over for nedlukning: "Hvor er logikken?"
I går lukkede de danske biografer ned, efter regeringen har indført 3. nedlukning, siden Corona-pandemien kom til landet i foråret 2020.
Men hvorfor er det lige, at velventilerede biografer, der stadig har til gode at levere et eneste beviseligt Corona-tilfælde, er blevet tvangslukkede, mens der må serveres bajere på barer til kl. 22? Og julehandlen kan fortsætte ufortrødent med enkelte restriktioner, når nu der er opfundet webshops?
Filmbranchen stiller sig mildest talt uforstående hen, og biografchefer hele landet over stiller spørgsmålstegn ved logikken i nedlukningen på de sociale medier. Se de fulde opslag nederst.
Emil Mark Nørholm, Manager i Atlas Biograferne, undrer sig på LinkedIn over, at politikerne på ingen måde er lydhøre overfor branchens opråb:
- Kære #mettefrederiksen, kære epidemikommission og -udvalg: Hvorfor er biograferne lukket? Hvad ligger til grund for denne beslutning? Hvorfor læser I ikke de analyser, vi sender jeres vej? Hvorfor tager I ikke dialogen med os?
LÆS OGSÅ: Biograferne lukker i fire uger
Henrik Obel, der ejer BIG BIO-biograferne, forsøger også at råbe politikerne op på Facebook:
- Henrik Ullum og epidemikommissionen: Hvor ser jeg en logisk forklaring på at lukke biografer, museer mv og så stadig må feste på barer til kl. 22, og gå i Fitness eller låne en bog på biblioteket!! I lægger ingen tal på bordet der underbygger at det er mere sikkert at stå på en bar end sidde i en biografstol.
Frederik Malling Juul, Distributionschef hos SF Studios, kalder ligefrem kulturen for overflødigt fedt set med politiske briller:
- Biograferne viste ved de sidste restriktioner, at man kunne overholde afstandskrav, hygiejnekrav og afstand mellem besøgende inde i biografen. Det kunne de have gjort igen. I stedet vælger man at lukke alt kulturliv ned, skriver Juul på LinkedIn.
LÆS OGSÅ: Du kan stadig trygt gå i biografen
Kim Foss, biografchef i Grand Teatret, fremhæver på Facebook de undersøgelser, som vi også har skrevet om her på sitet, der fastslår, at der ikke er fundet Corona-tilfælde sporet til biografsale grundet ventilationen, blikretningen og den fastlåste position under hele seancen.
- I Tyskland har man til gengæld forsket. Allerede sidste sommer fremlagde det tekniske universitet i Berlin dokumentation for, hvor ufarlige biograferne er i et COVID-perspektiv. Og i år har Fraunhofer Institute for Building Physics IBP båret faklen videre. Og resultaterne tilsiger IKKE, at biograferne skal lukke før fx barer, caféer og restauranter. Men det er de danske myndigheder vist ligeglade med.
Tavsheden fra politikerne over for kulturen var larmende under de seneste nedlukninger, og denne gang ser ikke ud til at være nogen undtagelse.