Stallone går amok: Sviner Rocky-producer og kritiserer 80'er-kollega
Sylvester Stallone skød sin glorværdige karriere i gang i 1976 med Rocky, hvor han som bokse-ikonet Balboa slog sig ind i publikums hjerter. Det blev da også til hele to Oscar-nomineringer og fem efterfølgere samt en spin-off med Creed-filmene.
Men alt er ikke fryd og gammen i Rocky-land. Stallone ejer nemlig ikke rettighederne til sin egen franchise. Det gør produceren Irwin Winkler - og ved flere lejligheder har den 76-årige skuespiller-legende udtrykt sin ærgrelse over, at han ikke kan styre fremtiden for de film og karakterer, han har skabt fra bunden.
LÆS MERE: Stallone er ude af 'Creed 3' - men skriver en serie om uge Rocky
Nu har en mulig ny spin-off-film med fokus på den russiske rival Drago fået Stallone til tasterne, hvor han både sender en sviner til den 94-årige producer og en spydig hilsen til sin gamle ven Dolph Lundgren, der netop spillede Drago i Rocky IV.
- Endnu en hjerteknuser. Har lige fundet ud af det her [Drago-filmen, red.] … endnu engang er denne ynkelige 94-årige producer og hans idiotiske ubrugelige blodsugende børn, Charles og David, ved at malke endnu en vidunderlig karakter, som jeg har skabt, uden overhovedet at fortælle mig det.
- Jeg undskylder til fansene, jeg har aldrig ønsket, at Rocky-karaktererne skulle udnyttes af disse parasitter.
- I øvrigt, før havde jeg ikke andet end respekt for Dolph [Lundgren, red.], men han fortalte mig ikke, hvad der foregik bag min ryg med den karakter, jeg skabte til ham. Rigtige venner er mere værdifulde end guld.
Mens Stallone i et andet opslag på Instagram deler et foto af Winkler med vampyrtænder og blod om munden efter, at han har bidt Rocky - og i den medfølgende tekst understreger, hvor mange kunstnere, som familien har udnyttet.
LÆS MERE: Stjerne på vej i vild bokseform: Se de store biceps i træningsvideo til 'Creed 3'
Lundgren vil ikke lade de bitre ord fra Stallone hænge på sig, så den store svensker har nu forklaret situationen på Instragram:
- For at få alt på det rene omkring en mulig Drago-spinoff. Der er intet godkendt manuskript, ingen aftaler på plads, ingen instruktør, og jeg var af den overbevisning, at min ven Sly Stallone var involveret som producer eller endda som skuespiller. Der var et presse-læk i sidste uge, som var meget uheldigt.
- Jeg er i kontakt med mr. Balboa - bare så alle I fans kan slappe af.
Dolph Lundgren gentog rollen som Ivan Drago i Creed II fra 2018, hvor russerens søn Viktor gik i ringen mod Adonis Creed (Michael B. Jordan).
Rocky-franchisen fortsætter med 'Creed III', der forventes at få premiere i 2023, mens Stallone selv har skrevet på en tv-serie om bokserens unge år.
Vis dette opslag på Instagram
Vis dette opslag på Instagram