Den (måske) bedste Pixar-film får følelsesspækket efterfølger

Animationsfilmen får premiere i 2024
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Følelserne får ordet igen, når animationsfilmen Inderst inde fra 2015 får en efterfølger. Det har Disney offentliggjort i weekenden til deres halvårlige konference, D23.

Detaljerne omkring Inderst inde 2 er endnu få, men det forlyder, at filmen igen vil omhandle hovedkarakteren fra 1'eren, Riley, der nu er blevet teenager. Det betyder selvfølgelig, at hun bliver nødt til at håndtere de svære følelser, der følger med at være i den alder.

Amy Poehler vender tilbage som stemmen bag Glæde, mens animationsefterfølgeren efter sigende også vil introducere helt nye følelser udover de fem (Glæde, Frygt, Afsky, Triste og Vrede), vi mødte i 'Inderst inde'.

'Inderst inde' følger den unge pige Riley og prøver at give svaret på, hvad der foregår i en persons hoved, når ens følelser slås mod hinanden. Rileys dominerende følelse Glæde går nemlig en hård tid i møde, da hendes familie skal flytte, og hun snart begynder at savne sin gamle by og venner.

Forventningerne er tårnhøje til fortsættelsen, da den første animationsfilm var et stort hit. 'Inderst inde' vandt således en Oscar-statuette for Bedste animationsfilm, mens den også var nomineret for sit manuskript. 

Vi har her på kino.dk desuden kåret 'Inderst inde' som animationsstudiet Pixars allerbedste film.

Manuskriptet skrives igen af Meg LeFauve, mens Den gode dinosaur-forfatteren Kelsey Mann skal instruere. Det vides endnu ikke, om andre stemmer fra den første film vender tilbage.

'Inderst inde 2' får premiere i sommeren 2024.