Seriemorder-film bliver Danmarks Oscar-bud i 2023
Danmarks Oscar-komité har indstillet filmen Holy Spider til at være landets kandidat til en nominering til næste års prisuddeling. Det skriver bl.a. Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse. Se også traileren nederst i artiklen.
'Holy Spider' foregår godt nok i Iran, men instruktøren Ali Abbasi har dansk pas, og han er uddannet på Den Danske Filmskole i 2011. Dermed fejer den Resten af livet og Du som er i himlen af banen i kapløbet om en dansk nominering.
Filmen er meget aktuel, da den handler om en seriemorder i Iran, som slår prostituerede ihjel i Allahs navn. Det giver ham nærmest heltestatus i dele af samfundet. Da den kvindelige journalist Rahimi prøver at afsløre hans identitet, bliver hun mødt med modstand fra flere steder i systemet.
LÆS OGSÅ: Ny dansk seriemorderfilm skubber grænser for "sex, nøgenhed og grafiske kvælningsscener"
Iran er kommet i vælten i alverdens medier, da en 22-årig kvinde mistede livet i moralpolitiets varetægt. Dette har medført store demonstrationer og fordømmelse.
Ved verdenspremieren i hovedkonkurrencen på den pestigefyldte Cannes Film Festival fik 'Holy Spider' stor opmærksomhed. Juryen kvitterede med prisen for bedste kvindelige skuespiller til Zar Amir Ebrahimi, der spiller journalisten. Filmen er siden blevet udtaget til flere vigtige festivaler, blandt andet i Toronto, Telluride og snart London. Den er samtidig købt til amerikansk distribution af selskabet Utopia.
(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)