Alan Rickman hadede en af de vigtigste og mest ikoniske scener i Harry Potter

Han fik endda en replik fjernet
Billede
(© Harry Potter og Halvblodsprinsen / Warner Bros.)

I 1993 gik den nu afdøde skuespiller, Alan Rickman, i gang med at skrive sine tanker ned i en række dagbøger med intention om, at de skulle udgives som samlet værk på et senere tidspunkt.

Det tidspunkt er nu kommet, da bogen med titlen 'Madly, Deeply: The Diary of Alan Rickman' er blevet udgivet, og forskellige udpluk fra dagbøgerne har skabt overskrifter gennem de sidste par uger. Vi har selv tidligere skrevet om Alan Rickmans tanker om sine medskuespillere som Daniel Radcliffe og Emma Watson samt hans adskillige kritikpunkter om flere af Harry Potter-filmene.

Insider har nu delt endnu et uddrag fra Snape-skuespillerens dagbøger, hvor han sætter en af de mest afgørende og chokerende scener fra hele Harry Potter-serien under lup.

LÆS MERE: Tag quizzen: Hvor godt kender du Harry Potter?

I den sjette film, Harry Potter og Halvblodsprinsen, vælger Snape at (SPOILER!) slå Dumbledore ihjel efter Draco Malfoy ikke evner at gøre det. Denne scene er ofte blevet hyldet for måden den portrætterede den yderst vigtige scene fra bogen, men da Rickman første gang fik manuskriptet, var han ikke selv helt tilfreds med scenen.

- Scenen virker på en underlig måde til at mangle drama, skriver Rickman i dagbogen.

- Vi hverken kender eller husker nok om individuelle karakterers bekymringer til at forstå deres problemer.

 Der var specielt en enkelt replik, som Rickman havde problemer med:

-  Jeg argumenterer (med held i dag) for, at en af Snapes replikker: "Jeg gav mit ord. Jeg aflagde et løfte", var forvirrende og udvandet.

LÆS MERE: Kan du huske Viktor Krum fra 'Harry Potter'? Han er totalt forandret - se de vilde fotos

Replikken virker til at referere til, at Snape i starten af filmen giver et ubrydeligt løfte til Draco Malfoys mor, hvor han lover at slå Dumbledore ihjel, hvis Dracos eget forsøg slår fejl. Samtidig kunne replikken have en dobbeltbetydning, idet vi i den sidste film lærer, at Snape også har lovet Dumbledore at gøre det samme.

Rickman var under alle omstændigheder dog tydeligvis imod replikken, og det lykkedes ham således også at få den fjernet fra filmen. Det eneste Snape nu siger i scenen er "nej" til Draco, da han træder ind i scenen, og herefter dødsforbandelsen ”Avada Kedavra” overfor den forsvarsløse Hogwarts-rektor. Ellers forbliver han tavs.

Om ændringen er en forbedring eller ej, kan man jo selv bedømme, men det siger uden tvivl noget om Rickmans gennemslagskraft, at han egenhændigt fik ændret på en af de mest kendte scener i en af de mest kendte filmserier.