Mesterinstruktør er færdig med Disney: "Et rædselsfuldt cirkus"

Efter årtiers samarbejde
Billede
(© Alice in Wonderland / Disney)

Tim Burtons filmografi taler for sig selv. Han er en mesterlig filmskaber, der har stået bag alt fra Beetlejuice, Edward Saksehånd og Charlie og Chokoladefabrikken til Batman og Sweeney Todd.

CV’et tæller også Disney-producerede titler som Ed Wood, The Nightmare Before Christmas, Alice i Eventyrland samt dens efterfølger og senest Dumbo. Ja, faktisk startede Burton karrieren som animator hos underholdnings-giganten.

Men nu lyder det samarbejde til at være endegyldigt slut efter mange årtier. Det siger den 64-årige instruktør under Lumière Festival i Lyon, hvor han fik tildelt en pris.

 

LÆS OGSÅ: Johnny Depp skal instruere sin første film i 25 år – kendt skuespiller producerer

Han forklarer bruddet med, at underholdningslandskabet har ændret sig så meget, at det ikke giver mening for ham at lave noget for Disney længere. Det gik op for ham under produktionen af 'Dumbo' i 2019. Han udtaler (via Deadline):

- Min historie er, at jeg begyndte hos dem. Jeg er blev hyret og fyret hos dem adskillige gange igennem min karriere. 'Dumbo' er årsagen, det er derfor, jeg tror, at min tid hos Disney er slut. Jeg indså, at jeg var Dumbo, at jeg arbejdede i dette rædselsfulde store cirkus, og jeg var nødt til at flygte. Den film er ret selvbiografiske til et vist punkt.

Vi skal derfor nok skyde en hvid pil efter en fortsættelse til 'Dumbo' med Tim Burton ved roret.

 

PRØV VORES QUIZ: Hvor godt kender du Disney-prinsesserne?

Filmskaberen var heller ikke imponeret over Disneys store franchise-maskiner som Marvel, Star Wars og Pixar:

- Det er blevet meget homogeniseret, meget konsolideret. Der er mindre rum for andre slags ting.

Batman-instruktøren understregede også, at han aldrig vil lave en Marvel-film:

- Jeg kan kun håndtere ét univers, jeg kan ikke håndtere et multiverse, udtalte han med henvisning til MCUs seneste udvikling.

Instruktøren er derimod aktuel på Netflix til november, hvor hans nye Familien Addams-serie 'Wednesday' får premiere.