De 15 biograffilm vi glæder os allermest til i 2023

Redaktionen udpeger
Billede
(© Barbie / Warner Bros.)

Et nyt filmår er skudt i gang - og masser af nye premierefilm rammer de danske biografer over de næste 12 måneder. Vi har kigget dybt i kalenderen, og alle redaktionens medlemmer har udvalgt deres helt personlige favoritter, som vi glæder os ustyrligt til at se på det store lærred.

Hvilken biograffilm glæder du dig mest til i 2023? Stem lige her - og vind biografbilletter.

Du kan ligeledes lytte til vores mere dybdegående snak om, hvad vi glæder os til i det nye filmår i vores podcast herunder - eller på dine foretrukne podcast-tjeneste:

 

 

Daniel, chefredaktør

The Fabelmans - premiere den 23. marts

Steven Spielberg er kendt for at skabe eventyrlige universer med arkæologer og dinosaurer samt historiske dokumenter om tidernes vigtigste begivenheder. Men han har aldrig skildret sit eget liv på film.

Det gør han nu med ’The Fabelmans’, der skildrer barndommen i efterkrigstidens Arizona, den lettere excentriske familie og ungdommen med de spæde 8 mm filmoptagelser og sans for at fortælle en god historie.

Idéen til ’The Fabelmans’ opstod allerede i 1999, men det var under Corona-nedlukningen i 2020, at Spielberg påbegyndte arbejdet med manuskriptet. Det er der kommet en anmelderrost Oscar-favorit ud af, som fik premiere i USA sidste år, men som vi nu kan glæde os over rammer de danske biografer til marts.

Indiana Jones and the Dial of Destiny - premiere den 29. juni

Sidst, vi oplevede den ikoniske arkæolog i biografen, var i den fjerde film fra 2008, og allerede dengang var Harrison Ford en ældre herre. Nu er der så gået yderligere 15 år, men ud fra traileren lader det til, at der stadig er pondus i Indy, ikke mindst når det kommer til kække replikker og hurtige beslutninger.

Selvom vi befinder os adskillige år efter Anden Verdenskrig, er nazister bare den helt rigtige modstander for Indiana Jones, og selveste Mads Mikkelsen får lov til at iklæde sig sort læderuniform og runde briller som skurk. Noget danskeren ofte har gjort i amerikanske film som Doctor Strange, Casino Royale og Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder.

 

Oppenheimer - premiere den 20. juli

Hypen er altid stor, hver gang instruktøren Christopher Nolan kommer med en ny film. Hans projekter er nemlig altid noget særligt, og den 52-årige filmskaber er måske den mest interessante auteur i Hollywood i sin generation.

Heldigvis lever han i min optik nærmest altid op til den hype. Med ’Oppenheimer’ er han igen på banen med en hemmelighedsfuld trailer, et vanvittigt imponerende skuespillerensemble med favoritten Cillian Murphy i front og et interessant emne omkring Manhattan-projektet og skabelsen af atombomben.


Foto: The Fabelmans © Nordisk Film

 

Daniel Hartvig, nyhedsredaktør

Cocaine Bear - premiere den 23. februar

'Cocaine Bear'. Alene titlen vække interesse og får mig til at trække på smilebåndet. Tror jeg, at det bliver årets bedste film? Nej. Men det kan nemt bliver en af årets mest underholdende bekendtskaber.

Historien er, som titlen afslører, ret enkel. En sending kokain ender i en skov, hvor en bjørn får fingre, eller skulle vi sige næsen i det, og derfra går den vilde jagt – både på de besøgende i naturen, men også narkobagmændene, der skal forsøge at få deres vare tilbage. Og så er det endda inspireret af en virkelig hændelse.

Traileren er veloplagt med et stærkt cast, og jeg er spændt på, hvad densjove Elizabeth Banks kan bringe til denne bizare thriller som instruktør.

Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv - premiere den 25. december

29 år efter den første ’Nattevagten’ får vi til december en opfølger. ’Nattevagten – dæmoner går i arv’.

Ole Bornedal er tilbage bag kameraet og har også forfattet historien, der altså følger op på hændelserne fra filmen fra 1994 – denne gang med udgangspunkt i parret fra den første film Martin og Katinkas datter.

Jeg synes, at den første ’Nattevagten’ stadig den dag er en god film, og jeg er spændt på at se, hvordan universet bliver ført videre – og om den formår at være uhyggelig. Mens Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Ulf Pilgaard alle vender tilbage i karriere-definerende roller.

Guardians of the Galaxy vol. 3 - premiere den 4. maj

Det er ingen hemmelighed, at min yndlingsfilm fra 2021 var The Suicide Squad, og at min favoritserie fra sidste år var Peacemaker. To superhelte-projekter skabt af James Gunn.

Og nu er Gunn tilbage hos Marvel for at afslutte sin Guardians of the Galaxy-trilogi. Med den længe ventede 3’eren, der siges at være et endeligt (tårevædet) punktum for dét hold – og ikke mindst Gunn, der er blevet hyret af DC.

Jeg synes, at den første 'Guardians of the Galaxy' måske er den bedste MCU-film, og modsat mange andre er jeg også meget begejstret for 2’eren. Så vol. 3 er selvsagt den film, jeg ser allermest frem til i år.


Foto: The Guardians of the Galaxy Vol. 3 © Marvel

 

Christine, redaktør

Dune 2 – premiere den 1. november

En af mine absolut yndlingsinstruktører er Denis Villeneuve, der som få kan skabe en storslået science fiction-fortælling på det store lærred. Herudover synes jeg, at den første Dune var fuldstændig fantastisk. Derfor er der for mig ingen tvivl om, at 'Dune 2' skulle på min liste.

Toeren er igen baseret på Frank Herberts mesterlige roman fra 1965 om hertugsønnen Paul Atreides, der må kæmpe for overlevelse på ørkenplaneten Arrakis, hvor han får en helt unik status. Og den allerede ekstraordinære rolleliste udvides her med både Florence Pugh, Christopher Walken og Austin Butler.

Jeg stoler blindt på Villeneuve og regner allerede med at skulle se denne her film en håndfuld gange i biografen. For han formår om nogen at skabe storfilm med stort S!

The Whale – premiere den 2. marts

Nu er det Brendan Frasers tur til at vinde en Oscar! Han er i hvert fald en af top-favoritterne til årets prisuddeling med sin hovedrolle i Darren Aronofskys kammerspil, 'The Whale'.

Fraser spiller rollen som den svært overvægtige engelsklærer Charlie, der forsøger at få de sidste brikker af sit liv på plads og genoprette forholdet til sin teenagedatter. Den 230 kg tunge Charlie kan knap nok bevæge sig rundt i din egen lejlighed, så alt må derfor foregå indenfor hans rammer.

Lige så vel som biografen er det perfekte rum for storslået action og spektakulære billeder, så skaber biografrummet også de perfekte rammer for en helt intim oplevelse. Og det kan man ikke andet end at glæde sig til.

 

Barbie – premiere den 20. juli

Jeg kan næsten ikke være i mig selv, når jeg tænker på, hvor meget jeg glæder mig til denne her film. Jeg håber nemlig, at Greta Gerwig laver et perfekt hattrick med Lady Bird, Little Women og nu… 'Barbie'!

Filmen følger Barbie, der bor i Barbieland, men som udvises, da hun ikke er perfekt nok. Derfor beslutter hun sig for at tage på eventyr i den virkelige verden.

Der er så meget at glæde sig til: Margot Robbie og Ryan Gosling er perfekt castet i rollerne som Barbie og Ken. Kostumerne ser fuldstændig fantastiske ud. Gerwig er en fænomenal instruktør, og 'Little Woman' var ifølge mig den bedste film i 2020. Og manuskriptet er skrevet af Gerwig og Noah Baumbach, som er er helt utrolig.

Jeg. Kan. Ikke. Vente. 


Foto: The Whale © Nordisk Film

Bjarke, skribent

Renfield - premiere den 30. marts

Jeg elsker Nicolas Cage og hans film. Helt oprigtigt og uden ironisk distance. Han er en af vor tids absolut dygtigste skuespillere.

Derfor ser jeg også meget frem til at kunne opleve ham som selveste Dracula i denne gyserkomedie. Han virker oplagt til vampyrrollen. En af hans bedste film og præstationer er sjovt nok Vampire's Kiss, hvor han spiller en mand, der tror, han er ved at blive til en vampyr. Yikes!

Close - premiere den 27. april

Jeg blev blæst bagover af den belgiske instruktør Lukas Dhonts spillefilmsdebut Girl fra 2018. Det var en både yderst intens, tragisk og smuk oplevelse.

Nu vender filmskaberen tilbage til det store lærred med en film om to drenges dramatiske venskab. Jeg er selvsagt virkelig spændt på, hvad der venter i dramaet, som desuden vandt Grand Prix-prisen på filmfestivalen i Cannes sidste år.

Mission: Impossible 7 - Dead Reckoning Part One - premiere den 13. juli

Der er flere grunde til, at jeg glæder mig usigeligt meget til den kommende Mission: Impossible-film. Bl.a. - og ikke mindst - pga. Tom Cruise, der står mit filmhjerne meget nær.

Jeg glæder mig også fordi, at den seneste film i franchisen, Mission: Impossible - Fallout fra 2018, var en mesterlige actionfilm. Endvidere tyder kig bag kameraet på, at action-baren er blevet rykket endnu højere op i det syvende kapitel om Ethan Hunt og co. 


Foto: Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One © UIP

 

Benjamin, skribent

The Banshees of Inisherin - premiere den 26. januar

'The Banshees of Inisherin' beskrives som en dyster irsk breakup komedie med Colin Farrell og Brendan Gleeson instrueret af manden bag Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Det er en film, der viser, hvordan mænd vil skære deres egne fingrer af, før de går i terapi. Hvis man ikke allerede er solgt, ved jeg næsten ikke, hvad jeg mere skal sige.

Filmen har fået henrivende anmeldelser i udlandet og er samtidig i stor stil med i kapløbet om adskillige priser til Oscar-showet til marts, heriblandt flere skuespilpriser og prisen for bedste film. Den må ikke misses!

Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves - premiere den 5. april

Lad mig tage jer tilbage til 2014, hvor en lille film kaldet Guardians of the Galaxy havde premiere. Ingen vidste helt, hvad de skulle forvente af det skøre univers med ukendte karakterer og en relativt uprøvet instruktør på den store scene i front. Filmen endte selvfølgelig med at blive den største film det år. Og tro mig når jeg siger, at noget lignende godt kunne være tilfældet med 'Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves', der på mange måder ligner lidt 'Guardians of the Galaxy'... med drager.

Chris Pine spiller en charmerende tyv (kunne han være en anden slags?), der dræber drager, bekæmper onde troldmænd og altid har en vittig replik klar til sit slæng af misfits (spillet af Michelle Rodriguez, Regé-Jean Page og Justice Smith) i dette action-fantasy-epos baseret på det vanvittigt populære bordrollespil. Potentialet er fortryllende stort.

65 - premiere den 9. marts

Jeg tror ikke nogen kan være uenige i, at dinosaurer er virkelig virkelig cool. Alligevel er der udover Jurassic-franchisen (og måske 'Landet for længe siden') langt mellem snapsene, når det kommer til gode dinosaur-film.

Håbet er nu lysegrønt med denne spritnye sci-fi-gyser med Star Wars-stjernen Adam Driver i rollen som rumpiloten Mills, der efter et katastrofalt styrt lander på en ukendt planet. Han opdager dog, at planeten ikke er så fremmed, da han faktisk er strandet på Jorden… for 65 millioner år siden.

Det vi har set fra filmen indtil videre, lover en adrenalinpumpende, actionfyldt kamp mod den forhistoriske natur og de frygtindgydende kæmpedinoer. Og så er det meget rart at kunne glæde sig til en helt original storfilm for en gangs skyld.


Foto: 65 ©SF Studios

 

Ingeborg, skribent

Aftersun - 2. februar

Efter den overvældende respons filmen har modtaget i udlandet de seneste måneder, glæder jeg mig umådeligt meget til at far/datter-dramaet 'Aftersun' endelig får premiere i de danske biografer til februar

Filmen handler om Sophie, der reflekterer over minder fra en charterferie med sin far 20 år tidligere. Paul Mescal, der var fremragende i sin gennembrudsrolle som Connell i den populære serie 'Normal People', spiller Sophies mystiske far Calum, og har høstede adskillige priser for sin præstation, så man kan da kun glæde sig til at se ham og den unge gennembrudsstjerne Frankie Corio i aktion.

All the Beauty and the Bloodshed - 16. februar.

Jeg glæder mig til denne dokumentar om fotokunstneren Nan Goldin, der er kæmper for at medicinal-dynastiet The Sackler Family skal drages til ansvar for deres rolle i opioid-epidemien. 

Ikke nok med at jeg har en stor forkærlighed for Nan Goldins rå fotografier, der forestiller homoseksuelle eller transkønnede subkulturer i USA, så vandt værket Guldløven på filmfestivalen i Venedig i 2022 og er shortlistet til dette års Oscar-uddeling. Så hvis man skal se en dokumentar i biografen i år, er der ingen tvivl hos mig om, at det skal være denne. 

Next Goal Wins - 20. april

Filmen 'Next Goal Wins' handler om Amerikansk Samoas berygtede fodboldlandshold, der er kendt for deres brutale nederlag på 0-31 til Australiens fodboldlandshold, hvilket er den største nederlag til en landskamp i fodboldens historie. 

Selv uden denne finurlige præmis, havde manden i instruktørstolen nok været nok til at jeg ville købe en billet. Historien bringes nemlig til live af Taika Waititi, og som fan af hans originale 2. verdenskrigsfilm 'Jojo Rabbit' og ikke mindst den ukonventionelle vampyrfilm 'What We Do in the Shadows', forventer jeg i høj grad at blive underholdt, når jeg bevæger mig ind i biografmørket til april.