Jørgen Leth dybt bevæget over reaktion på ny film: "Jeg har aldrig oplevet noget lignende"

85-årige Jørgen Leth har gennem karrieren skabt store dokumentarfilm som 'Det perfekte menneske', En forårsdag i helvede og De fem benspænd. Nu kaster den ikoniske filmskaber, der også er kendt for sine digte og store passion for Tour de France, sig over en ny dokumentarfilm med titlen Music for Black Pigeons. 

Leth har allieret sig med den 44-årige Andreas Koefoed, der bl.a. er kendt for The Lost Leonardo, der havde premiere i biografen sidste år. Han har fulgt den danske jazzkomponist og guitarist Jakob Bro over en periode på 14 år, der sammen med adskillige jazzmusikere har skabt nye, kreative veje for musikken. 

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth har lavet en jazz-film sammen med en anden succes-instruktør

Vi mødte Jørgen Leth og Andreas Koefoed til en samtale om, hvad de kunne lære af hinanden, om at ”være inde i et stykke musik” og om biografens styrke som totaloplevelse. 

Jørgen, du har lavet mange dokumentarfilm i årenes løb. Hvordan vil du mene, ’Music for Black Pigeons’ passer ind i dit film-cv? 

Jørgen: Den første film jeg lavede i 1963, var en jazzfilm om Bud Powell (’Stopforbud’, red.), og nu vender jeg tilbage til det. Det er livsbekræftende, at man stadig kan tænde på en musik, man haft kærlighed til, længe før Jakob Bro overhovedet var født. Jeg synes, den placerer sig meget godt, fordi den handler om kreativitet, og den handler om improvisation.

Jeg er glad for selve samværet med musikerne og de folk, der har været med til at lave den. Jeg betragter mig selv som en instruktør, der eksperimenterer med sprog, og det gør vi også her, men på en måde, der har gjort os alle glade. Der synes jeg, at Andreas har vist vejen, som jeg aldrig selv ville have fundet. Det har jeg været meget glad for.  

Andreas, du havde succes med ’The Lost Leonardo’, men denne film føles som et rigtigt passionsprojekt. Er det rigtigt? 

Andreas: Helt klart. ’The Lost Leonardo’ var en fuldstændig vild historie, og det ville den også være, hvis ikke jeg havde lavet en film om den. Det var noget, der lå uden for mig selv, som jeg tog ind og fandt en form til. ’Music for Black Pigeons’ er meget mere knyttet til mig og min historie.

Jeg sang i drengekoret, da jeg var lille og havde en oplevelse af noget, der var meget større end mig selv, mens jeg sang på italiensk, latin og tysk, som jeg ikke forstod, men kunne mærke blandt os drenge og hos publikum. Det er en af grundene til, at jeg laver film: Fordi jeg får samme følelse som dengang. 

Music for Black Pigoeons (Still) © Camera Film

Andreas, kunne du lære noget af Jørgens store erfaring inden for dokumentarfilm? 

Andreas: Jeg havde hele tiden Jørgens film og ånd i tankerne i skabelsen. Der er fx scenen med bassisten Thomas Morgan, der står op hver morgen og har et ritual, hvor han har en playliste og på sekundet gennemfører forskellige aktiviteter.

Da jeg hørte om, at han gjorde det, tænkte jeg på ’Det perfekte menneske’, så det skulle vi have med. Det havde jeg måske ikke gjort, hvis ikke vi lavede filmen sammen. Det har været konstant inspiration og åndeligt fællesskab. 

Den danske ’A House Made of Splinters’ blev for nylig nomineret til en Oscar. Vil I sige, at vi har en særlig stærk tradition for dokumentarer i Danmark? 

Jørgen: Det kan vi ikke komme udenom. Der er mange danske dokumentarfilm, der får anerkendelse i udlandet. Det er meget glædeligt. Det kan jeg sagtens sige, fordi jeg er en af dem. Det er fordi, man har kunnet tage originale greb på det. Fortælle en historie på en anden måde end andre. Det er en bedrift.

Man kan fortælle om virkeligheden uden at forholde sig til den på en dogmatisk, idiotisk måde. Det er ikke noget, man bare beslutter: Det er noget, man kan eller ikke kan. Tv-dokumentarer er spændende, fordi de bringer nye emner, som man gerne vil vide noget om, men det er endnu mere spændende, hvis det er et originalt stykke liv, der vises. 

Hvorfor skal man se denne film i biografen? 

Andreas: Den handler om musik og beskriver livet, men er ikke formet af et plot nødvendigvis. Den gør sig bedst, hvis man har et fuldt fokus, og man lader sig rive med i de fortællinger og karakterer, man møder. Der vil man få en stor oplevelse. På en lille skærm derhjemme vil man nok ikke få den dybe, medmenneskelige tilknytning. Peter Albrechtsen er vores tonemester, og han sagde meget rigtigt, da vi lige havde set filmen første gang: ”At se filmen er som at være inde i et stykke musik”. Det er skønt sagt. Vi kigger ikke bare på udefra, men står midt i det. 

Jørgen: Vi elsker det. Det er vigtigt omkring jazz. At man ikke er arrogant omkring det. Man skal virkelig elske det for at være kvalificeret til at fortælle om det. 

Filmen havde sin premiere på filmfestivalen i Venedig. Hvordan var den oplevelse? 

Jørgen: Den blev vist i en fyldt sal med 1.200 mennesker. Vi sad i den bagerste del, og vi var der og mærkede intensitet hele vejen igennem. Da filmen var færdig, var der et overvældende bifald. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det blev ved i ti minutter, og alle folk havde rejst sig op og klappede i retning ad os. Jeg var dybt bevæget.  

Andreas: Det var helt vildt. Der faldt sådan et stærkt projektørlys på os, som føltes som et himmellys, som vi stod badet i. Det blev ved og ved. Lige pludselig var det som om, det ikke bare var vores film, de klappede ad, men selve kunsten og musikken og livet. Det var enestående. 

Jørgen: Det var en totaloplevelse af biografens styrke. En totaloplevelse. 

Music for Black Pigeons er aktuel i biografen - find dine billetter her.