Årets klammeste scene? Ny film med dansk stjerne chokerer anmelderne

Kan 'Club Zero' vinde Guldpalmen?
Club Zero
(© Club Zero / Camera Film)

Sidste år modtog Ruben Östlund sin anden Guldpalme i karrieren, da hans Triangle of Sadness fik hovedprisen i Cannes.

'Triangle of Sadness' er en satire over skønhed og rigdom med en meget eksplicit opkast-scene i midten af filmen. Sådan en man ikke glemmer lige foreløbig.

I år er Ruben Östlund formand for den jury, der skal uddele Guldpalmen, og måske kan han levere stafetten videre til en anden chokerende film, der også indeholder en ulækker brækscene.

Og som med 'Triangle of Sadness', der har danske Zlatko Buric og Vicki Berlin i bærende roller, ses en anden dansker på rollelisten i årets film, nemlig Sidse Babett Knudsen.

 

LÆS OGSÅ: To danskere er på international liste over de mest indflydelsesrige kvinder i filmbranchen

Filmen, der er tale om, hedder Club Zero, og det er den østrigske instruktør Jessica Hausners nye film, og Little Joe-instruktørens nye værk dyster selvsagt i hovedkonkurrencen om Guldpalmen.

'Club Zero' foregår på en engelsk kostskole, hvor den nye lærer Miss Novak (Mia Wasikowska) introducerer et fag om ”bevidst spisning”. Eleverne har forskellig indgang til faget: en vil skære kødet fra og redde miljøet, en vil tabe sig for at blive bedre gymnast, en vil bare have forbedret sine karakterer, og ja, én lider af en spiseforstyrrelse.

Hvad der starter som en fornuftig idé om at skære ned på indtaget af mad, der er et af Vestens store udfordringer, bliver i tiltagende grad til en mere og mere ekstrem afholds-strategi, og samtidig begynder konturerne af en regulær kultdannelse at kunne anes.

Sidse Babett Knudsen spiller skolelederen, der totalt overser signalerne omkring sig, og som på sit kontor fyldt med dansk design må tage imod flere bekymrede forældre.

Filmen bliver en satire omkring ungdommens svære manøvrering i det moderne samfund, og en række forældre, som slet ikke forstår dem.

 

LÆS OGSÅ: Efter 'Retfærdighedens ryttere': Dansk instruktør afslører historien i sin nye film

Scenen, alle hernede i Cannes taler om, er den, hvor en af eleverne ENDELIG spiser sin mad, blot for at kaste den op – og derefter spise den klamme, splattede masse igen til hendes forældres store, handlingslammede afsky. Ad!

Hvor 'Triangle of Sadness' nærmest ørlede tilskueren direkte i ansigtet, er opkastscenen i 'Club Zero' mere afdæmpet, men mindst lige så effektivt eksekveret. Resten af filmens satire balancerer mellem yderpunkterne raffineret og klodset, og ofte er den så optaget af sin egen stil, at det er ved at overskygge indholdet.

Hvorvidt filmen er stærk nok til at overbevise juryen om, at den skal have Guldpalmen, må vi vente nogle dage på at finde ud af, men den har i hvert fald en række af de ingredienser, der bragte 'Triangle of Sadness' helt til tops sidste år.

'Club Zero' får biografpremiere den 27. juni 2024.