Bekræftet: Hollywood-stjerne spiller kendt dansk videnskabsmand i ny Nolan-film

'Oppenheimer' handler om skabelsen af atombomben
Billede
(© UIP)

Christopher Nolans nye film, Oppenheimer, handler som titlen antyder om J. Robert Oppenheimer, der står bag skabelsen af atombomben.

En af de fysikere, der stod ved Oppenheimers side, var danske Niels Bohr, og nu er skuespilleren, der skal portrættere Nobels-prismodtageren, offentliggjort. Filmens danske distributør UIP bekræfter nemlig overfor kino.dk, at Kenneth Branagh, som også dukker op i den nyeste trailer, har rollen som den danske videnskabsmand.

Se billedet af Kenneth Branagh som Niels Bohr samt den nyeste trailer, hvor han medvirker, nederst.

Den 62-årige Branagh er kendt for sit store spænd i roller, fra de ærkebritiske Shakespeare-fortolkninger til russiske skurke og en belgisk mesterdetektiv. Så accenterne er der styr på, og nu tilføjes én mere til CV’et.

 

LÆS OGSÅ: Episk spilletid: Christopher Nolans næste film bliver instruktørens længste!

Niels Bohr er en af Danmarks mest kendte videnskabsmænd, der satte sit aftryk på det 20. århundredes forskning, og sammen med bl.a. Albert Einstein dannede tankerne om atombomben, der som bekendt fik afgørende betydning for Anden Verdenskrig.

Filmen er baseret på den Pulitzer Pris-vindene "American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer" af Kai Bird og Martin J. Sherwin.

'Oppenheimer' er skrevet og instrueret af Christopher Nolan, som senest lavede filmen Tenet og tidligere har lavet film om Anden Verdenskrig med Dunkirk - begge film også med Kenneth Branagh på rollelisten.

 

LÆS OGSÅ: Se den første eksplosive trailer til Nolans nye storfilm om skabelsen af atombomben

I filmens hovedrolle ses Cillian Murphy, som tidligere har arbejdet sammen med Nolan på flere film heriblandt Batman Begins og Inception.

'Oppenheimer' får biografpremiere den 20. juli.

 

Oppenheimer screenshot / UIP