21 år senere: Britney Spears' kultklassiker vender tilbage som globalt biograf-event

Popstjernen Britney Spears stod tilbage i 2002 i front for spillefilmen Crossroads, der trods en hård medfart fra kritikerne senere hen for mange har opnået status som kultklassiker.
I anledning af musikerens længe ventede erindringsbog, 'The Woman In Me', vender filmen nu tilbage til det store lærred med ekstra bonusmateriale, der aldrig før er set i biografen.
'Crossroads' kan opleves i Empire Bio og CinemaxX-biograferne ved et særligt globalt fan-event den 23. og 25. oktober. Se traileren til filmbegivenheden nederst.
Filmen handler om de tre barndomsveninder Lucy (Britney Spears), Kit (Zoë Saldana) og Mimi (Taryn Manning), som efter otte års adskillelse genopdager deres venskab på en tur tværs over landet.
Med næsten ingen plan eller penge og kun drømme med i bagagen, får pigerne et lift med Mimis flotte ven Ben. Undervejs får de ikke kun oplevelser, der vil ændre deres liv, men de opdager også, hvor vigtigt det er at holde fast i deres hjertes ønsker.
Britney Spears' medspiller Zoe Saldana skrev historie tidligere i år, da hun blev den bedstsælgende skuespiller nogensinde. Saldana har nemlig spillet med i fire ud af de seks film i historien, der har tjent over to milliarder dollars. Det er der ingen andre, der har opnået før hende.
Taryn Manning er i dag bedst kendt for hendes rolle i Netflix-hittet Orange is the New Black.