3 måneder før premieren: 'Mortal Kombat 2' har allerede sat massiv rekord

Om tre måneder er der premiere på efterfølgeren til 2021-actionfilmen Mortal Kombat, og fansene er ekstatiske!
Således har traileren til Mortal Kombat II sat rekord for en såkaldt "red-band trailer", dvs. en ucensureret trailer fyldt med blod, vold og bandeord. Ifølge Deadline har traileren fået 107 mio. visninger i løbet af sine første 24 timer, hvilket er ny rekord.
Se traileren til 'Mortal Kombat II' nederst i artiklen.
Traileren til den første Mortal Kombat-film blev også set af mange, men måtte bruge en uge på at nå op på 114 mio. visninger i 2021. Det var dog nok til at slå tidligere rekordholdere, nemlig Marvels grovkornede helte Logan og Deadpool 2.
'Mortal Kombat' bygger på det populære spil af samme navn, hvor to krigere kæmper mod hinanden i drabelige dyster. Serien har altid været kendt for overdreven brug af blod og grotest voldelige ”afslutninger” (de såkaldte fatalities), og den blev første gang filmatiseret i 1995 med bl.a. Christopher Lambert på rollelisten.
Efter et par fejlslagne, efterfølgende forsøg var de fleste enige om, at 'Mortal Kombat' i 2021 var en hærderlig filmatisering af spilserien, men den var uheldig at udkomme midt i biografernes nedlukning under Corona-pandemien og med en simultanpremiere på HBO Max. Derfor var det også ganske flot, at den alligevel hev 84 mio. dollars hjem på verdensplan, måske som følge af den høje interesse for traileren.

Efterfølgeren kommer (forhåbentligt) ikke til at kæmpe med lukkede biografer, så her burde mulighederne for gode box office-tal være til stede. Trailerens mange mio. views har i hvert fald indikeret en stor interesse for filmen.
I Mortal Kombat II introduceres fanfavoritten fra spillene, Johnny Cage – en selvoptaget skuespiller med overraskende kampsport-teknik. Sammen med andre kæmpere bliver han i hevet ind i det ultimative, nådesløse og blodige opgør for at besejre Shao Kahns mørke styre, som truer eksistensen af Earthrealm og dets beskyttere.
Karl Urban, som man kender fra Ringenes Herre-filmene som Eomer, Star Trek-filmserien som Bones, og som Billy Butcher i tv-serien 'The Boys', spiller Johnny Cage. Det er ikke hans første spilfilmatisering, idet han i 2005 medvirkede i Doom.
Udover Urban besættes rollerne af bl.a. Tadanobu Asano som Lord Raiden, Joe Taslim som Bi-Han og Hiroyuki Sanada som Hanzo Hasashi/Scorpion.
Instruktør Simon McQuoid vender tilbage for at stå i spidsen for efterfølgeren til sin egen filmdebut fra 2021.
'Mortal Kombat II' får premiere den 23. oktober.







