3 nye gysere får premiere på dansk filmfestival - mød folkene bag

Det er snart tid for den årlige genrefilmfestival Blodig Weekend til at indtage København med gyserfilm fra hele verden samt en blodig gyserquiz og et marked med alskens filmrelaterede sager - fra film til figurer og plakater.
Blodig Weekend afholdes fra den 22.-26. november i Empire Bio.
Udover festivalens 15 film samt ovenstående kan man møde en række gæster - både danske og internationale i forbindelse med visningerne af deres film.
Man kan således møde de internationale gæster i forbindelse med The Sacrifice Game, Where the Devil Roams og Megalomaniac.
Læs mere om både de internationale gæster og deres film herunder.

'The Sacrifice Game' med besøg af filmens producer Heather Buckley
Heather Buckley står udover 'The Sacrifice Game' også bag den skræmmende 'The Ranger' og den gysende dokumentar 'Blood & Flesh: The Reel Life & Ghastly Death of Al Adamson'. Hun har desuden lavet special effects på skrækfilmen 'We Are Still Here'.
'The Sacrifice Game' leger med vores opfattelse af godt og ondt, når vi møder to piger, som ingen rigtigt gider tale med på en pigekostskole. Da de ikke engang kan komme hjem til jul, sidder pigerne nu alene med deres lærerinde og hendes kæreste til en ensom julemiddag.
Alting bliver dog kun værre, da det ringer på døren. Udenfor står fire hippier med ildevarslende smil og menneskeofring på hjernen. Nu er gode råd dyre!

'Where the Devil Roams' med besøg af instruktører, skuespillere og producere Toby Poser og John Adams
Toby Poser og John Adams er en del af den såkaldte The Adams Family med Lulu og Zelda Adams. Med film som 'The Deeper You Dig', 'Hellbender' og årets 'Where the Devil Roams', har firkløveret etableret sig som en nytænkende del af horrorscenen med deres grusomme blanding af folklore, americana og mumblegore.
Karnevalsgyset 'Where the Devil Roams' blander god, gammeldags halbal-americana med depressionens USA. En karnevalsfamilie må her flygte fra deres freakshow-cirkus efter et voldeligt overfald, hvoraf familiens to overhoveder mister utallige lemmer.
Heldigvis kan den unge datter Eve sy dem sammen igen. Dog med den ulempe, at de har brug for nye lemmer, når de gamle går i forrådnelse.

'Megalomaniac' med besøg af instruktør og manuskriptforfatter Karim Ouelhaj
Instruktøren og manuskriptforfatteren af dette års dystre 'Megalomaniac' hedder Karim Ouelhaj. Hans første film 'Parabola' blev bemærket i 2005 på Venedig filmfestival og vandt en Federico Fellini Award. Han står også bag 'Le Repas Du Singe', der modtog en pris for bedste kvindelige præstation på Cinema Avenir Film Festival.
I 'Megalomaniac' går alting i arv: Smerte, sindets evige tortur og blodig metier. Men filmen er også en hård kritik af et vestligt samfund, der vender det blinde øje til, når det bliver for ubelejligt.
Martha bor med sin bror Felix i en trøstesløs by i Belgien, hvor hun ernærer sig som rengøringsassistent på en gammel fabrik, mens Felix har påtaget sig deres fars tidligere beskæftigelse: Kidnapning, tortur og mord på unge kvinder.
Mød Karim Oulehaj til en Q&A ved visningen af 'Megalomaniac' søndag den 26. november kl. 21:00.
Se hele programmet for Blodig Weekend 2023 og køb ligeledes dine billetter her.