50 mio. dollars til Bale som Batman?

Historien florerer på nettet, men hvad er sandheden?
Batman triumferer ifølge de udenlandske anmeldere
(© Warner Bros.)

I går gik flere internationale filmmedier i selvsving over at kunne berette, at Christian Bale er blevet tilbudt hele 50 mio. dollars for at iføre sig Batman-kappen igen til den kommende efterfølger til Man of Steel.

Christian Bale har ellers afslået at spille Nattens rider igen, som han ellers gjorde med stor succes i Christopher Nolans hyldede trilogi.

Historien går på, at en unavngiven person fra Legendary Pictures nytårsaften sidste år skulle have udtalt, at Bale sandsynligvis kunne få 50 mio. dollars for at optræde som Batman igen.

Dengang talte Legendary Pictures-personen om Justice League-filmen, og selvom det ikke er offentliggjort, hvor højtstående i filmselskabet, manden er, har alverdens filmmedier udbredt historien ufortrødent.

Warner Bros. har ikke udtalt sig i sagen, men kigger eftersigende stadig efter en ny (ja, ny) Batman, og selvom Bales kalender er nogenlunde fri i den periode, hvor efterfølgeren til 'Man of Steel' skal optages, synes rygtet svært at tro på.

Og spørgsmålet er, om Bale overhovedet er interesseret i at vende tilbage, uanset hvor stor en pose penge filmselskaberne lokker med?
 
Batman vs. Superman, som er arbejdstitlen på Man of Steel-efterfølgeren, får premiere i 2015.