Årets dårligste film?

Stjernespækket komedie får smæk af anmelderne i USA
Den nye Justice League-film? Nej, 'Movie 43'
(© Relativity Media)

Hugh Jackman, Uma Thurman, Kate Winslet, Richard GereEmma Stone og mange flere. Det lyder næppe som rollebesætningen til én af årets dårligst anmeldte film.

'Movie 43' er ikke desto mindre en voldsomt stjernespækket og helt igennem elendig film, hvis man skal tro de amerikanske anmeldere. Filmen får en samlet score på Rotten Tomatoes blandt de vigtigste anmeldere på blot 7 %, hvilket er blandt de værste anmeldelser nogensinde på sitet.

Anmelderne gør næsten en dyd ud at svine filmen til med kreative gloser og opfindsomme sammenligninger. Se bare dette udvalg:

Chicago Sun-Times: "Der er camp-sjov-dårlig, interessant/forfærdeligt dårlig, og så er der bare elendig. 'Movie 43' er elendighedens svar på 'Citizen Kane'."

New Yorker: "Dødkedelig, umorsom, krænkende og meningsløst klodset."

The Hollywood Reporter: "På trods af det svimlende arsenal af talent involveret foran og bag kameraet er denne frygtelige stiløvelse så pinligt umorsom, så himmelråbende dårlig, at den med det samme kvalificerer sig til en af de værste film nogensinde."

Publikum er heller ikke glade for komedien. CinemaScore undersøger tilfredsheden blandt publikum og giver en karakter efter den amerikanske skala, hvor A+ er det bedste, og F er dumpekarakteren. Her får filmen D, som er den klart dårligste score blandt de premiereaktuelle film i USA.

Den dårlige omtale har ikke ligefrem hjulpet på filmens formåen ved de amerikanske billetluger, hvor 'Movie 43' indspillede 4,8 mio. dollars i sin åbningsweekend. Ikke imponerende med så mange stjerner på rollelisten, men publikum er nok ved at være trætte af disse multiplotfilm med store navne og tynde manuskripter (her tænker vi bl.a. på Valentine's Day og New Year's Eve).

Det store spørgsmål er så, om filmens dårlige omtale i virkeligheden bliver en fordel og med tiden giver den kultfilmstatus? Og om den i virkeligheden er for hårdt udskældt? Døm selv ud fra den ucensurerede trailer forneden.

Movie 43 er ikke planlagt til dansk biografpremiere.