'Alle for fire' bliver den største, vildeste og sjoveste i hele serien

Biografaktuelle Centervagt-instruktør Rasmus Heide om sin kommende komedie-opfølger
Alle for to / Mick Øgendahl / Nordisk Film
(© Nordisk Film)

Sommerens store danske komedie Centervagt har snart biografpremiere, og i den sammenhæng mødte vi instruktør Rasmus Heide til en snak om shoppingcentre, Rune Klan og ninja-kostumer.

Køb billetter til 'Centervagt' her:

Derudover faldt snakken på en anden af Heides kommende komedier, da instruktøren for kun 3 uger siden kunne afsløre, at den populære Alle for-serie får endnu en opfølger i Alle for fire.

Du kan læse vores fulde interview med Rasmus Heide om 'Centervagt' i næste uge.

Du offentliggjorde for nyligt på Instagram, at optagelserne til 'Alle for fire' er færdige. Hvad kan vi forvente af den nye opfølger?

- Det tror jeg ikke, jeg vil sige så meget om, andet end at det bliver den største og vildeste og sjoveste i hele serien. Det kan jeg godt love allerede nu. Vi er simpelthen så glade for det, vi har fået i kassen, og det er jo også den rigtige grund til at lave en 4’er. 

- Vi var sådan set sikre på, at vi var færdige, og vi regnede ikke med, at vi skulle lave flere. Og så lige pludselig kom Mick Øgendahl bare en dag og sagde til mig; ”Jeg skal lige snakke med dig, prøv lige at hør engang.” Så havde han simpelthen fået en idé, som vi synes var for god.

- Vi tænkte, at nu prøver vi lige at skrive på den og se, om der er et manuskript i det her, fordi idéen var for god til at lade ligge. Det gjorde, at vi fik lavet et manuskript, som vi er sindssygt glade for.

'Alle for fire' er planlagt til at få premiere den 3. februar.

'Centervagt' får biografpremiere på torsdag den 10. juni.