Angry Birds får stjernebesat stemmehold

- og 'Tetris' bliver til film
Billede

Spillet 'Angry Birds' er på vej til det store lærred, og i løbet af de seneste 48 timer har fans af de destruktive fugle fået afsløret originalstemmerne bag den kommende animationsfilm. Samtidig lyder det, at 'Tetris' skal filmatiseres.

Først til 'Angry Birds'. Jason Sudeikis (De satans chefer) lægger stemme til Red, en fugl med et temperamentsproblem. Josh Gad (Jobs) er den hurtige Chuck, og Danny McBride (This Is the End) skal levere stemme til den flyvske Bomb.

Bill Hader (Superbad) får en rolle som gris, Maya Rudolph (Brudepiger) er Matilda, og som den legendariske Mighty Eagle høres Peter Dinklage (X-Men: Days of Future Past). De danske stemmer er endnu ukendt.

The Wall Street Journal kan desuden afsløre, at Threshold Entertainment (produktionsselskabet bag filmatiseringen af Mortal Kombat) er gået sammen med The Tetris Company om at producere... ja, en filmudgave af 'Tetris'.

Det vil kræve en vis fantasi at transformere det 30 år gamle puzzle computerspil til film, men produceren Larry Kasanoff er rimelig klar i spyttet:

- Alle ved, at 'Tetris' er et af de mest kendte og elskede brands i verden. Hvad folk ikke ved endnu, er denne episke science fiction-historie, som vi vil fortælle. Det er det, der er virkelig spændende.

Angry Birds får dansk premiere den 30. juni 2016, mens Tetris-filmens premieredato endnu er ukendt.