Anthony Hopkins kritiserer skarpt sit skuespil i Marvel-filmene

Har legenden en pointe?
Anthony Hopkins Thor: Ragnarok
(© Thor: Ragnarok / Walt Disney Pictures)

Det er ikke nogen hemmelighed, at de mange Marvel-film består af sin del af computereffekter og herunder ikke mindst et væld af scener med skuespillere filmet foran green screens.

En af de helt store skuespillerlegender, der har været med i det enorme MCU, er som bekendt ingen ringere end Anthony Hopkins i rollen som selveste gudekongen Odin i Thor, Thor: The Dark World og Thor: Ragnarok.

Nu er et kritisk citat fra et 2021-interview med den i dag 85-årige Oscar-vinder kommet op til overfladen. Bl.a. bringer The New Yorker det.

 

LÆS OGSÅ: Top 10 med Anthony Hopkins' bedste roller

I interviewet fortæller Anthony Hopkins bl.a. om sit arbejde som Odin i Marvel-filmene, som han rent skuespillermæssigt umiddelbart ikke har så meget til over for:

- De gav mig en rustning på, de smed et skæg på mig, fortæller Hopkins og fortsætter: Sid på tronen, råb lidt. Hvis du sidder foran en green screen, er det meningsløst skuespil.

På trods af skuespillerens holdning til brugen af green screen, så fremstår han bestemt med karisma og stærk autoritet som den mægtige Odin.