"Barbenheimer" sætter vild rekord: En af de største biografsensationer nogensinde!
Der var lagt i kakkelovnen til en flot weekend i biograferne med to store og meget forskellige blockbusters på samme premieredag. Men Barbie og Oppenheimer overgik alle forventningerne, og ikke mindst i hjemlandet USA er der blevet sat imponerende rekorder.
Samlet set indtjente de to film, en duo som i pressen er blevet døbt 'Barbenheimer', i USA 224,5 mio. dollars. Det gav ikke bare den største samlede premiereweekend i de amerikanske biografer siden pandemiens start i 2020, men faktisk den fjerdestørste nogensinde!
Samlet indtjente biograferne i USA denne weekend over 300 mio. dollars, hvilket følger efter et par franchise-tunge weekender i 2010erne, nemlig i 2019 med Avengers: Endgame (402 mio. dollars samlet), 2018 med Avengers: Infinity War (314 mio. dollars samlet) og i 2015 med Star Wars: The Force Awakens (313 mio. dollars samlet).
LÆS OGSÅ: 'Barbie' får årets største biografåbning i Danmark
Rigtig flotte tal for de to film, der kommer på et tørt sted for biograferne, der har lidt under at tiltrække publikum efter genåbningen. Enkelte succeser som Top Gun: Maverick og Avatar: The Way of Water har egenhændigt haft stor påvirkning på markedet i USA, mens andre har floppet helt.
Nu står industrien så overfor en ny udfordring med en skuespillerstrejke, der truer med at forsinke adskillige film - ikke et optimalt scenarie i en tid, hvor der efter corona i forvejen har været mangel på store biograffilm fra USA.
I Danmark har tallene hen over sommeren været svage indtil nu, hvor 'Barbenheimer' også have givet den bedste weekend for biograferne i år. Her blev det til 239.000 billetter, hvoraf 'Barbie' solgte 94.000 og 'Oppenheimer' stod for 68.000 billetter.
LÆS OGSÅ: Det var først i klipperummet, at Nolan forstod, hvilken genistreg hans hovedrolle havde begået
'Oppenheimer' handler om den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer, som står bag opfindelsen af atombomben. Filmen er instrueret af Christopher Nolan, som bl.a. har lavet The Dark Knight-trilogien og Dunkirk.
'Barbie' har Margot Robbie i hovedrollen som den verdenskendte dukke, der lever i Barbieland, men som finder ud af, at der er noget andet end det perfekte sted, hun kender så godt.
Greta Gerwig har instrueret, og hun har med filmens imponerende salgstal på 162 mio. dollars sat ny rekord for største filmpremiere for en kvindelig instruktør. Meget passende at det sker med ikonet Barbie.
'Barbie' og 'Oppenheimer' kan begge ses i biografen nu.
Find billetter herunder.