'Barbie' kommer til Danmark i IMAX - med nye optagelser
Barbie er blevet en vaskeægte biografsensation. I Danmark har den solgt næsten 600.000 biletter og er med længder årets mest sete biograffilm.
Nu får det danske publikum mulighed for at opleve 'Barbie' i et nyt format. Den lyserøde hitfilm rykker nemlig ind i de danske IMAX-biografer. Det har kino.dk fået bekræftet.
I én uge startende fra 22. september kan filmen ses i IMAX i København og Aarhus. Men ikke nok med det, så vil den nye oplevelse også indeholde nyt film-materiale.
IMAX-visningerne af 'Barbie' vil nemlig indeholde ekslusive post-credit optagelser nøje udvalgt af instruktør Greta Gerwig.
- Vi har skabt 'Barbie' til det store lærred, så det er en fornøjelse at kunne få den i IMAX, det største af alle lærreder, udtaler Gerwig og fortsætter:
- Som en særlig tak til Barbie-fans, er vi spændte på at dele en lille smule mere af vores fantastiske holds utrolige arbejde ved at tilføje nye specielle optagelser, som vi håber, at publikum vil nyde.
Det er ikke specificeret, hvorvidt det drejer sig om en fraklippet scene eller deciderede fraklip med holdet, såkaldte "bloopers". Det må man nok gå i IMAX for at se.
Filmen følger Barbie, der bor det perfekte sted: i Barbieland. Lige ind til hun rammes af en eksistentiel krise - og derfor rejser ind i menneskenes verden. Det bliver en bevidsthedsudvidende færd, ikke kun for Barbie, men også for følgesvenden Ken.
Det ikoniske dukke-par Barbie og Ken spilles af Margot Robbie og Ryan Gosling.
'Barbie' kan ses i biografen nu - og i IMAX fra 22. september.