Bliv klædt på (eller af) til sidste kapitel i Tessa og Hardins dramatiske romance
After-franchisen har gået sin sejrsgang over hele verden, ikke mindst på grund af det hede forhold mellem Tessa og Hardin, og nu er tiden kommet til den sidste film i serien, nemlig After Everything.
Men med fire forgængere er det måske ikke det hele, der står helt klart i erindringen. Eller måske er du helt ny i 'After'-universet. Uanset hvad kan du, inden du går ind i biografen og sætter dig til rette, blive opdateret på, hvad der er sket med Tessa og Hardin indtil nu.
De to mødtes i den første film 'After' fra 2019. Her faldt den ”artige” Tessa for den ”slemme dreng i klassen” Hardin. Alt virker idyllisk, men forholdet er ikke uden problemer, og da Tessa finder ud af, at Hardin har brugt hende som et væddemål, er deres forhold slut, og de går hver til sit.
I efterfølgeren fra 2020, After We Collided er Hardin dybt deprimeret efter at have mistet Tessa. Imens har hun fået en praktikplads hos et bogforlag. Her møder hun en ny kollega, Trevor, hvilket Hardin bliver sygeligt jaloux over. De ender i et stort skænderi, men de beslutter sig alligevel for at give forholdet en chance til. Tessa finder dog ud af, at Hardin har en meget kompliceret fortid, og bliver i tvivl om han er den rigtige for hende. I mellemtiden finder hun ud af, at hendes fraværende far har forsøgt at kontakte hende.
Den tredje del After We Fell fra 2021 begynder med, at Tessa får tilbudt et job langt væk fra Hardin, og det er han mildt sagt ikke tilfreds med. Tessa og hendes far genoptager kontakten, men Hardin er mistænksom og vil have ham til at forsvinde igen. Tessa og Hardins forhold bliver igen sat på en hård prøve, da Hardin har store vredesudbrud og opdager chokerende hemmeligheder om sig selv.
After Ever Happy er den seneste film I serien fra 2022. Her bliver Hardin mere og mere utilregnelig, og Tessa ved ikke, hvad hun skal gøre. I mellemtiden finder hun sin far død af en overdosis, og da Hardin dukker op til begravelsen, fortæller hun ham, at hun har besluttet sig for at flytte væk. Efter et par måneder besøger han Tessa, og de ender i seng sammen. Alt er godt, indtil Tessa finder en bog, som handler om deres forhold. Derfor beslutter hun, at de ikke skal være sammen mere. Nogle måneder senere, da Hardin skal holde en bogsignering, sniger Tessa sig ind, og Hardin ser hende efterfølgende gå ud ad døren.
Nu er vi så kommet til filmen 'After Everything', hvor Tessa og Hardins forhold endnu engang bliver sat på en hård prøve. Her skal de for alvor finde ud af, om de er skabt til at være sammen.
Rollerne som Tessa og Hardin, bliver spillet af henholdsvis Josephine Langford og Hero Fiennes-Tiffin, og som du kan læse her, har de måtte gå så grueligt meget igennem i de fire foregående film. Det bliver spændende at se, om de her til sidst lever lykkeligt til deres dages ende.