Carl Mørck får endelig en kæreste
Den mavesure, fraskilte politimand Carl Mørck er i Jussi Adler-Olsens bogunivers udstyret med en udkåren - den søde psykolog Mona Karlsen.
Karakteren har dog ikke medvirket i filmene... før nu. Nordisk Film har i dag afsløret, at Mona er med i det tredje Afdeling Q-kapitel, Flaskepost fra P, og at Signe A. Mannov har fået rollen.
Mannov er uddannet på Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2007 og har siden medvirket i teaterforestillinger, på tv og i filmen Alle for én.
Den sene indførelse af Mona hænger formentlig sammen med, at psykologen først i den tredje bog bliver direkte indblandet i Mørck og Assads sag om et mystisk nødråb fra en dreng i fangenskab.
Optagelserne er i fuld gang med en ny instruktør bag roret. Nordmanden Hans Petter Moland (Kraftidioten) har taget over fra Nikolaj Arcel, der i stedet ser ud til at skulle instruere en Stephen King-filmatisering.
Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Johanne Louise Schmidt og Søren Pilmark vender alle tilbage, mens norske Jakob Oftebro og Pål Sverre Hagen skal spille henholdsvis Pasgård og Johannes.