Connie Nielsen bekræfter: 'Gladiator 2' er stadig på vej

Den danske stjerne ser det dog som en separat film 
Billede
(© Universal Pictures)

Gladiator kunne sidste år fejre sit 20-års jubilæum. Filmen fra 2000 var intet mindre end et kæmpe publikumshit, der også blev nomineret til hele 12 Oscars - og tilmed vandt 5 af dem, herunder for Bedste film og Bedste mandlige hovedrolle.

På papiret er det ikke umiddelbart en fortælling, som lægger op til en fortsættelse ... spoiler ... da vores hovedkarakter, Maximus (Russell Crowe) dør. Ikke desto mindre begyndte snakken om en mulig efterfølger at ulme i 2018.

Her forlød det, at instruktør Ridley Scott var i den indledende fase med Peter Craig (The Town, Top Gun 2) som manuskriptforfatter.

'Gladiator 2' skulle efter sigende handle om Lucius, søn af Connie Nielsens Lucilla og nevø til Joaquin Phoenix' korrupte og sadistiske Commodus.

I et nyt interview med Collider giver danske Connie Nielsen en status på 'Gladiator 2'. Er den stadig på vej?

- Jeg ved, at den er i støbeskeen, så lad os se, hvornår Ridley [Scott kan, red.] - jeg ved, at han skulle lave en eller to andre film, og så tror jeg, at den er på tegnebrættet som den næste, men jeg er ikke helt sikker på, hvor den er lige nu.

Den danske stjerne, der snart er aktuel i actionfilmen Nobody, er yderst interesseret i at vende tilbage til rollen som Lucilla:

- Det ville selvfølgelig være fantastisk, og jeg ved, at mange mennesker gerne vil se mere. Og jeg tror, at vi alle skal se på det som en separat, anderledes film.

83-årige Ridley Scott er lige nu ved at indspille thrilleren House of Gucci, mens hans middelalder-drama The Last Duel forventes at lande til efteråret i USA.