CPH PIX 13 er startet

'Nordvest' indleder den københavnske filmfestival
'Nordvest' skyder CPH PIX i gang
(© Magnus Nordenhof Jønck)

Den femte udgave af filmfestivalen CPH PIX, som indledes af Michael Noers nye film Nordvest, bliv vist ved et galla-event i Imperial i København den 10. april.

Filmfestivalen, hvis regulære visninger foregår i København fra den 11. til den 24. april, indeholder 150 film fra hele verden, og programmet består af diverse filmserier samt events og koncerter.

Hovedkonkurrencen udkæmpes mellem 10 debuterende spillefilmsinstruktører fra hele verden, og præmien er, udover æren, 15.000 euro.

I forbindelse med åbningen af PIX og premieren på 'Nordvest' vil det være instruktøren, Michael Noer, der overrækker Nordisk Film-prisen til et nyt dansk filmtalent. Noer vandt i 2010 selv prisen sammen med Tobias Lindholm. Med prisen følger en check på 107.000 kroner (Nordisk Films alder x 1000 kroner).

Du kan købe billetter til en stor del af CPH PIX' titler her på kino.dk og se hele programmet på festivalens hjemmeside.