Cusack genforenes med gyserkonge

Ondskabens hotel, En verden udenfor, 'Misery', 'Begærets butik'.
Den storsælgende gyserforfatter Stephen King har altid stået i høj kurs, ikke bare blandt Hollywood-producenter med dollartegn i øjnene, men også blandt kreative som mesterinstruktøren Stanley Kubrick.
Ikke desto mindre har flere King-filmatiseringer på det seneste haft svært ved at komme ud over rampen.
Kings sci-fi-western-fantasy-bogserie 'The Dark Tower' fra 1982 er som film blevet født, slået ihjel og genfødt på ny.
'The Stand' blev til en miniserie i 1994, og sidste år blev en spillefilm-version sat i søen med David Yates i instruktørstolen. Nu har Ben Affleck imidlertid overtaget rorpinden.
Til gengæld lader det til at tegne lyst for filmatiseringen af den apokalyptiske 'Cell' fra 2006. I bogen går it-samfundet amok og ad helvede til, da mobiltelefoner begynder at forvandle mennesker til enfoldige, men yderst ondskabsfulde zombier.
John Cusack har sagt ja til at spille hovedrollen som graphic novel-forfatteren med det "gådefulde" navn Clayton Riddell. Dermed får Cusack sin anden hovedrolle i en King-filmatisering efter i 2007 at have spillet paranormal mythbuster i 1408.
Stephen King skriver selv manuskriptet i samarbejde med Adam Alleca, der stod bag gyserhittet Last House on the Left.
'Cell' har endnu ingen premieredato. Er man Stephen King-fan, kan man dog i ventetiden fornøje sig med genfilmatiseringen af Carrie, der får dansk premiere 14. marts 2013.