Dagmar Teatret fylder 70 år
Bare spørg Josefine Albris og Gry Olivia Christophersen, der begge arbejder i biografen.
Josefine og Gry fra Dagmar Teatret
Hvordan kom Dagmar Teatret fra start i 1939?
Dagmar var ”byens hidtil eleganteste biograf”, som Berlingske skrev, eller et ”Skønhedstempel for filmens Altbesejrende Kunstart” som datidens justitsminister sagde i åbningstalen. Et teknisk vidunder med hunde-hotel, damesalon, billet med garageplads eller telefonopkald og en Frk. Service, der på mange sprog kunne svare på alverdens spørgsmål, den var funktionalistisk, stilet, og teknisk og interiørmæssigt var der kælet for de mindste detaljer. I dag er der ikke meget tilbage fra den tid – men foyerens rum, søljer og karakteristiske bladguldbelagte lamper er spor derfra.
Hvad gør biografen til noget særligt?
Der hviler ret meget ånd i Dagmar, hvis man kan sige det sådan… Mange biografer er forsvundet fra Københavns overflade uden at efterlade sig mange erindringsspor. Eksempelvis er der enormt mange af vores lokale supermarkeder, der ligger i gamle biografer – fx Netto ved Roxy skiltet på Frederiksberg og Irma ved Nørreport. Disse biografer er bare blevet sorte huller i Københavns historie.
For det første har Dagmar, som biograf, ikke været til at slå omkuld, men den har også en storslået og meget begivenhedsrig historie at fortælle. Vi er de første, der samler disse tråde sammen til en helhed, og intentionen er at dele Dagmars fortællinger med det publikum, for at bevidstgøre dem om alt det der ligger bag…
Hvilken indflydelse havde de prominente chefer på biografen?
To af Danmarks mest betydningsfulde filminstruktører har været chefer i Dagmar, nemlig Carl Th. Dreyer og Henning Carlsen. Når Dreyer havde udvalgt en film til Dagmar, var det det samme som at give den et kvalitetsstempel på markedet – så flokkedes publikum og andre biografer om den. Henning Carlsens glansperiode var i de glade 70’ere hvor Dagmar lagde hus til samfundskritiske kortfilm og psykedeliske rock koncerter, efter sigende blev der røget lidt af hvert.
Hvorfor har biografen overlevet så længe?
Vi fejrer jo Dagmars 70 års jubilæum, men i virkeligheden har Dagmar Teatret ligget der siden 1883. Dengang blev der bygget et storslået teater, skabt i billedet af Det Kongelige Teater, og det blev et af de første hjørner på nutidens Rådhusplads. Teatret blev et fristed for kunstneriske eksperimenter og kamp for kvalitet og opbyggelighed i det kulturelle udbud. Dagmar Teatret blev et kunstnerisk arnested for den nye tids talenter, skuespil samt eksperimenter og kamp for kvalitet og opbyggelighed i det kulturelle udbud.
Det var byens litterære teater, fordi tidens unge forfattere fik en chance, heriblandt August Strindberg med sit forsøgsteater, Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Holger Drachmann, Edvard Brandes og Herman Bang. Selv Dagmars café blev vidt berømt, fordi rejsende fra nær og fjern havde hørt om "den grønne time", hvor man drak absint.
Det var også her Josephine Baker stod på scenen i sit bananskørt i 1928 og vakte forargelse i det ganske land. I 1937 måtte det store teaterkompleks lade livet for moderniteten; i stedet byggedes den nuværende kontorbygning Dagmarhus, med den biograf vi kender i dag.
Biografen er ombygget mange gange simpelthen for at følge med tiden, og det er måske derfor den har overlevet. En anden grund kunne være den røde tråd i Dagmars historie, som er, at man altid har kæmpet for et kvalitetsrepertoire, for at være mere end bare underholdning – dette både da det var et teater, hos Dreyer, Carlsen og i nyere tid.
Men det var da engang lige før, at biffen ikke overlevede: Det mørkeste kapitel i Dagmars historie var da det omtalte hundehotel blev praktisk som fangehul, da tyskerne under besættelsen i 1943 rykkede sin civiladministration ind i Dagmarhus. Dagmar blev omtalt som "Landets skræk og byens rædsel", for her var man faldet i fjendens hænder. I biografen, der blev brugt som soldaternes biograf, og her fornøjede de sig med at skyde huller til højre og venstre i salen. Når vi viser ”De Røde Enge” får vi besøg af en modstandsmand, der under besættelsen fik sit livs omgang tæsk i Dagmarhus, det er meget interessant at høre hans historie, og uhyggeligt at forestille sig, alt det der er sket lige her.
Hvilken historie om Dagmar er jeres favorit?
At hundehotellet blev til et torturkammer er jo i virkeligheden en forfærdelig historie. Måske at man mødtes for at drikke absint i de glade 1880’ere, som man yndede at ryge sig skæv i 70’erne. Eller det, at Dagmar endelig får mulighed for at fortælle om sig selv…
Hvem er den typiske gæst i biografen?
Før i tiden var det typiske det lidt ældre klientel, og så har Dagmar ofte været omtalt som en biograf for det sofistikerede publikum. Det er det også, men sådan set kommer her både unge og ældre med meget forskellige baggrunde, og sådan skal det være. Bare de føler sig hjemme. Da Dagmar åbnede var der mange, der beskrev Sal 1 som en dagligstue med 400 lænestole, lad det blive ved sådan.
Hvordan ser fremtiden ud for en ”gammeldags” biograf som Dagmar?
Gammeldags? Vi er da moderne i Dagmar! Og fremtiden skal forhåbentlig bringe, at en masse mennesker synes, at det er spændende at tage del i Dagmars historie, at høre om den og være med til at skabe den. Vi håber man i Dagmar vil bruge den nye ”Salon Valde” hvor udstillingen er sat op, til simpelthen at hænge ud i før og efter filmen. Man kan læse om Dagmar og om film, sludre og drikke i fred og ro. Så håber vi på at vise nogle særlige film, til vores særlige publikum, og lave flere spændende arrangementer som jubilæumskavalkaden…
Gry Olivia Christophersen og Marie Josefine Albris studerer begge Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet og har sammen skrevet bachelor-opgave om Dagmar Teatret. De står også bag den historiske udstilling, der kan ses i biografen dette efterår.
Klik på titlen for at læse mere om jubilæumsvisning af Sult, De røde enge og Ordet.
Interiøret i Dagmar Teatrets sal 1, 1939