Dansk debutroman blev lynhurtigt en bestseller - nu skal den filmatiseres

Prisvindende fortælling bygger på virkelige erindringer
Benjamin Koppel
(© Benjamin Koppel © Sara Galbiati / Gyldendal Medie)

Scanbox Productions har i en pressemeddelelse afsløret, at de har købt filmrettighederne til bogen Annas sang af Benjamin Koppel.

Romanen er Koppels første, og den bygger på erindringerne fra forfatterens grandtante på 97 år, der levede et 60 år langt, ulykkeligt ægteskab, men brugte musikken som redningspakke.

Familiekrøniken blev hurtigt en bestseller efter udgivelsen i maj 2022, og den er solgt i 90.000 eksemplarer på tværs af formater. Den har vundet Læsernes Bogpris 2023 og en Mofibo Award for Årets roman.

LÆS OGSÅ: Et af de blodigste kapitler i Danmarkshistorien bliver til international storfilm

Handlingen beskrives i pressemeddelelsen som følger:

1930’ernes København. Hannah vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker ligesom sine brødre, og da hun bliver optaget på konservatoriet og forelsker sig i den unge idealist Aksel, er friheden og lykken inden for rækkevidde.

Men i det jødiske miljø betyder slægten og traditionerne alt, og til den viljestærke mor Bruches sorg forkaster Hannahs brødre de kvinder, ægteskabsmægleren finder til dem.

En efter en gifter de sig med danske kvinder, og mor Bruche og far Yitzhak bliver forvist til de bagerste rækker i synagogen. Nu er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?

Scanbox er så tidligt i udviklingen, at der hverken er nyt om instruktør, medvirkende eller premieredato.

Hvis man vil se en anden dansk bestsellerfilmatisering, kan man opleve Den, der lever stille i biografen netop nu – find dine billetter her.