Danske anmeldere roser ny film om utroligt, sandt fænomen: "Man sidder med en sejrsklump i halsen"

'Dumb Money' har stjernebesat rolleliste
Dumb Money
(© SF Studios)

Under Corona-nedlukningen skete der nogle usædvanlige ting på aktiemarkedet. For første gang blev det muligt for "den lille aktiehandler" at udkonkurrere de store Wall Street-aktiespekulanter, og dermed blev mange almindelige lønmodtagere pludseligt MEGET rige.

Den nye film Dumb Money fokuserer på, hvordan dette fænomen blev til, og midt i det hele stod en mand, Keith Gill (Paul Dano), der via onlinefora fik pumpet aktiekursen for den kriseramte videospilbutikskæde Game Stop til at eksplodere opad.

Hvordan han gjorde det, dykker filmen videre ned i, men vi kan bare sige, at det er en utrolig historie, som 'Dumb Money' tager udgangspunkt i.

De danske anmeldere har her på premieredagen set nærmere på filmen og er begejstrede over en bred kam.

Alexander Barfred Bajer fra Filmmagasinet Ekko giver 5 stjerner og skriver bl.a. i sin anmeldelse:

- Man sidder med en sejrsklump i halsen i autentisk drama om en nørd, der udfordrer griske aktiespekulanter og starter en folkelig bevægelse.

Kristeligt Dagblads Per Juul Carlsen er også begejstret og kaster ligeledes 5 stjerner efter filmen:

- 'Dumb Money' viser hvordan de skruppelløse børsspekulanter kan knækkes. Det er ikke alene lærerigt, det er også virkeligt underholdende.

Politiken giver 4 hjerter, hvor anmelderen Kim Skotte bl.a. skriver:

- 'Dumb Money' er en tankevækkende skæmtekomedie, der både politisk og menneskeligt føles relevant. Og så det jo altid underholdende at se de små stikke en kæp i hjulet på de store.

Børsen, hvis læsere må være det perfekte publikum til filmen, lander på 4 stjerner. Michael Solgaard skriver:

- 'Dumb Money' kan anbefales til alle, der allerede er i aktiehandlens vold, men også til alle, der gerne vil lære noget om en pengeverden, som ofte er svær at trænge ind i.

'Dumb Money' beskrives som den ultimative fortælling om David og Goliat. Den bygger på den vanvittige sande historie om en gruppe helt almindelige mennesker, der vendte op og ned på Wall Street og blev millionærer ved at forvandle GameStop til verdens hotteste virksomhed. 

Keith Gill starter det hele med at investere sin opsparing i aktien. Hans vanvittige idé går viralt, og det hele springer i luften. Aktietippet bliver en bevægelse og alle bliver rige - lige indtil Wall Street vågner op og kæmper tilbage…

Se filmens trailer på filmprofilen, hvor du også kan læse flere citater fra medierne. Nederst i artiklen kan du se en kort featurette om filmen.

Dumb Money er aktuel i biografen.

 

Anbefalet til dig