Danskerne vælger årets film 2010

Se brugernes top 10 og om du har vundet en Xbox 360
Leonardo DiCaprio er med i to af årets bedste film: 'Inception' (billedet) og 'Shutter Island'
(© Sandrew Metronome)
Vi har de sidste par uger haft en afstemning om, hvilke film der var årets bedste i 2010. Nu kan vi bringe resultatet af afstemningen. 

Hele 4634 brugere har afgivet 23.170 stemmer og kåret årets 10 bedste film, der har haft premiere i de danske biografer i 2010.

Listen ser ud som følger:

1. Inception (2767 stemmer)
2. Harry Potter og Dødsregalierne - del 1 (1886 stemmer)
3. Klovn: The Movie (1404 stemmer)
4. Toy Story 3 (1169 stemmer)
5. Shutter Island (995 stemmer)
6. The Twillight Saga: Eclipse (992 stemmer)
7. Alice i Eventyrland (924 stemmer)
8. The Social Network (860 stemmer)
9. Kick-Ass (780 stemmer)
10. Armadillo (746 stemmer)

'Inception' blev en klar vinder med næsten 1.000 stemmer flere end nummer to på listen.

Det generelle billede er ligeledes, at de bedst sælgende film også er de, der er højest på listen.

Danskernes smag skiller sig derfor ud fra anmeldernes, der på deres lister over top 10 fremhæver film som ’Det hvide bånd’ og ’Øjnenes hemmelighed’.

Brugernes foretrukne fra 2010 er derimod film som ’Klovn: The Movie’, ’The Twilight Saga: Eclipse’ og ’Alice i Eventyrland’.

Flere af filmene kan stadig ses i biografer rundt om i landet.

Xbox 360-konkurrence

Men vi har jo også lovet forfatteren bag den bedste begrundelse en Xbox 360 Kinect.

Vi er glade for alle de mange kvalificerede svar, vi har fået, og derfor var vinderen svær at finde.

Vinderen af Xbox 360 Kinect er brugeren Alex M.

Valget er faldet på Alex M, der med formuleringer som "et øjenbad af visuelle effekter og et fabelagtigt og meget "Zimmersk" soundtrack" (Inception) og "Handlingen er, som altid med familiefilm, dybt forudsigelig, men det er fuldstændig underordnet når man sidder med et bredt tandsmil fra start til slut. " (Toy Story 3) tilgår filmene med et kritisk øje med blik for detaljen samt et overblik fuld af filmkendskab.

Tillykke til Alex M!

Men fordi det var så svært at vælge en enket vinder, kvitterer vi med 2 biograf-fribilletter til de fem næstbedste kommentarer.

Vinderne af fribilletterne er:

Kasper:
pga. kommentarer som: "Iñárritu er en billedsnedker ud over det sædvanlige og nogle scener opnår kunstfilmiske proportioner i sådan en grad, at du er bange for at lukke øjnene. Så selvom Biutiful handler om ulykkelig kærlighed, menneskers forfald og en verden fyldt med mistro og udnyttelse af mennesker er den smuk." (Biutiful)

Jakob Broberg Hansen: pga. kommentarer som: "Der er en lille diamant begravet under et tykt tæppe af aske fra en verden der er gået under. Der er en simpel film om overlevelse og gennemgang af en del mærkere sider af mennesker når de er desperate." (The Road)

Widad: pga. kommentarer som: "jeg er ret ligeglad med facebook. Men filmen handler om så meget andet end bare facebook: venskab, ambition, grådighed, forræderi, stolthed og selverkendelse." (The Social Network)

Rasmus: pga. kommentarer som: "Kick-Ass er måske nok ikke så let at tage alvorligt, men ikke desto mindre er det årets mest underholdende film pga. sine over-the-top action scener og sindssyge karakterer." (Kick-Ass)

Christina: pga. kommentarer som: "I stedet for at spørge mig selv "hvilke film var de bedste i 2010?" har jeg derfor spurgt: "Hvilke film fra 2010 vil jeg helst se igen?". Har jeg lyst til at se en film igen, må den jo have gjort et stort indtryk på mig første gang og betyde, at det var en rigtig god film. Gør jeg det, svinder listen over de bedste film også ind." (intro)

Tillykke til alle vinderne og endnu engang tak for jeres kommentarer.