David Carradine er død

Kill Bill-skurken blev 72 år gammel.
Billede
David Carradine blev i går fundet død på sit hotelværelse i Bangkok.

Den eksakte dødsårsag er endnu ikke afgjort, men alt tyder på selvmord (han blev fundet med er reb om halsen), selvom der allerede verserer rygter om såkaldt mystiske omstændigheder.

David Carradine, der har indspillet mere end 200 film, brød i 1972 igennem med tv-serien ’Kung Fu’ i rollen som Kwai Chang Caine, og han spillede gennem karrieren et utal af skurkeroller – bl.a. overfor Sylvester Stallone i ’Death Race 2000’.

Quentin Tarantino gjorde skuespilleren verdenskendt, da han hyrede David Carradine (efter et nej fra Warren Beatty) til rollen som Bill i Kill Bill-filmene fra 2003 og 2004.

Tarantino henviste dog allerede i 1994 til David Carradine i manuskriptet til 'Pulp Fiction', hvor Samuel L. Jackson beslutter sig for at: ”… walk the earth, meet people... get into adventures. Like Caine from ’Kung Fu’.”

David Carradine var gift fem gange, og kan ses i Crank: High Voltage, der bliver hans sidste rolle i de danske biografer.