De 7 sørgeligste øjeblikke i animationsfilm

Fra Bambi til Inderst inde
Billede
(© Løvernes konge/Walt Disney Pictures)

De færreste kan se Pixars Inderst inde uden at fælde en tåre, og en af årsagerne er det, der sker med fantasivæsnet Bing Bong.

I et interview med MTV News har Richard Kind, der lægger stemme til Bing Bong, fortalt, at det oprindeligt var meningen, at omstændighederne omkring hans karakter skulle være endnu mere sørgelige. Hulk, næsten ikke til at bære!

Animationsfilm har - imod al logik - en helt særlig følelsesmæssig indvirkningskraft på tilskueren, og Pixar er særligt eminente til at fremkalde tårer hos granvoksne mænd.

Pixar er dog ikke alene om denne evne. Walt Disney og Studio Ghibli har også skabt deres andel af sørgelige øjeblikke.

Men hvilke scener er de allermest sørgelige. Her er syv bud (SERIØS SPOILER-ADVARSEL!):

Bambi
Morens død i Bambi
Klassikeren over dem alle er ikke til at komme udenom, og som har traumatiseret adskillige barn i tidernes løb. Disneys film fra 1942 skildrer med få virkemidler menneskets indtog i skoven og resultatet: Bambi står uden mor som ganske ung kalv. Hvad der gør situationen endnu mere sørgelig er, at farmand ikke ligefrem virker klar til børneopdragelse.

Mads og Mikkel
Mikkel efterlades i Mads og Mikkel
Ikke en af Disneys stærkeste film, men scenen, hvor Mikkel efterlades af sin ejer, fordi han har gjort sig upopulær hos den knarvorne jæger, er ganske ulykkelig. Allerede her går det op for én, at adskillelse (enten ved døden eller af andre omstændigheder) er et tema, flere tegnefilm gør brug af, og som er aldeles tårevædende.

Ildfluernes grav
Søskendekærlighed i Ildfluernes grav
Det japanske Anden Verdenskrig-drama er, som tegnefilm er færrest. En realistisk, brutal skildring af forholdet mellem søskende i en tid, hvor amerikanske bombefly konstant hvirvler rundt i luftrummet, og hvor maden er særdeles knap. Filmens sørgeligste øjeblik indtræffer, lige inden lille Setsuko dør af sult. Pigen ligger på sit dødsleje og begynder at hallucinere, men tænker til det sidste kun på sin bror.

Løvernes konge
Mufasas død i Løvernes konge
Okay, det virker måske lidt som en gentagelse af Bambi, men 'Løvernes konge' giver den ekstra gas med virkemidlerne, og efter en åndeløst spændende scene, hvor gnuer slippes løs på sletten, efterlades Simbas royale far trampet ihjel. Den efterfølgende stilhed, Simbas langsomme erkendelse af realiteterne og den knækkede barnestemme er muligvis det enkeltstående mest hjerteskærende øjeblik i animationshistorien.

Toy Story 3
Andy giver Woody væk i Toy Story 3
Børn vokser op og gider ikke længere lege med legetøj. Det er der sådan set ikke noget underligt i. Men måden, hvorpå vi har lært at holde af Woody og Co. i Toy Story-filmene gør, at Andys afsked med cowboydukken alligevel går rent ind. Snøft.

Op
Introsekvensen til Op
Fem minutter skulle Pixar bruge på at skabe deres største filmøjeblik. Og deres mest sørgelige. Carl Fredricksens ulykkelige kærlighedshistorie vises i en ordløs montage, der på ualmindelig kort tid lader tilskueren investere følelser i to animerede karakterer, som var de vores nærmeste familie. Mesterligt!

Inderst inde
Bing Bong forsvinder i Inderst inde
"Tag hende til månen for mig." Sådan lyder de sidste ord i Bing Bongs tårevædende afsked med Joy. Karakteren kan vi nok alle genkende fra vores barndom - en fantasiven, der langsomt, uden at vi lægger mærke til det, forsvinder ud af vores liv - og hans gradvise udtoning er en flot måde at skildre glemslens rand.

Hvilke animerede Kleenex-øjeblikke har gjort størst indtryk på dig?